Elvis Presley – 10 jeg kan li’

17. august 2012

Markeringen af Elvis’ bortgang for 35 Ã¥r siden blev hængende lidt i bevidstheden. Og lister over Elvis-sange – bl.a. ovre hos Unmack – satte mig pÃ¥ sporet af listemageriet. SÃ¥ jeg tænkte, jeg ville fremhæve 10 Elvis-sange, der stÃ¥r mit hjerte særligt nært. Det er sange, jeg enten har pÃ¥ plade og har lyttet meget til, eller sange, der af en eller anden grund gik rent ind, første gang jeg hørte dem. Forklaring og oplysning følger. Her er den første – “Don’t be cruel”.

Elvis’ fortolkning af Otis Blackwells “Don’t be cruel” har for længst skrevet sig ind i rock- og pophistoriebøgerne som et af alle tiders største sange. Rolling Stone har taget den med som nr. 96 pÃ¥ deres top 500 over de bedste sange gennem alle tider. Og i mine ører er lige netop det nummer nærmest den perfekte popsang inden for 2 minuttersskabelonen. B-stykket, der sidder lige i korttidshukommelsen, den swingende basguitar, der indleder sangen og anlægger det swing, som løber gennem hele sangen, den enkle, elegante udgang – og sÃ¥ det sublime samarbejde mellem koret – The Jordanaires – og Elvis’ helt ubesværede frasering, der fÃ¥r det hele til at lyde sÃ¥ ligetil – sÃ¥dan som en popsang helst skal være.

Historien om, hvordan Otis Blackwell forærede royaltiesrettigheder bort til Elvis til gengæld for, at han indspillede sangen er legendariske. Elvis var i 1956, hvor sangen blev indsunget, en shooting star. Og Blackwell vidste det. Og nÃ¥r man lytter til en sang som “Don’t be cruel” er det svært ikke at blive benovet over, hvor god en sanger Elvis var dengang. Det var ogsÃ¥ en sang, der pegede frem – fra den hoftevridende rock’n roll (der stadig kan høres pÃ¥ “Hound Dog”, B-siden til “Don’t be cruel”) mod tressernes pop.

Der gik faktisk mange år, inden jeg fik denne sang på plade, så det var gennem radioen, den først fik sin virkning.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. torben bille kommentarer:

    Helt enig med dig i din vurdering af den sang. Det er dog nok værd at bemærke, at aftalen mellem Otis Blackwell og Elvis ikke var mellem sangeren og sangskriveren som sÃ¥dan, men mellem deres respektive musikforlag, hhv. Shalimar og Hill & Range. Og at det var fast praksis for en komponist at aflevere dele af forlagsrettighederne, den sÃ¥kaldte publishing, til solisten mod at fÃ¥ lov at blive indspillet. I Elvis’ tilfælde gjorde Obersten det til en regel snarere end en undtagelse, sÃ¥ledes at man oveni delingen af sin publishing ogsÃ¥ skulle afgive en procentsats af de mekaniske rettigheder. Det kostede at komme i Kongens selskab.

    Samme model måtte Blackwell stå model til med de hits, han leverede til Jerry Lee Lewis: Great Balls of Fire og Breathless.

    Blackwell (1931-2002) udtrykte dog aldrig bitterhed over arrangementet. Tværtimod udtrykker han i sine erindringer stor glæde og faglig stolthed over, at Elvis’ version efteraber Blackwells demoudgave.

    Blackwell leverede andre Elvis-evergreens, f.eks. All Shook Up, One Broken Heart For Sale, Please Don’t Drag That String Around (b-side til Devil in Disguise) og ikke mindst Return to Sender.

  2. capac kommentarer:

    @Torben: Tak for præciseringen af royaltiesbaggrunden. Blackwell var ikke alene en talentfuld sangskriver – men Ã¥benbart ogsÃ¥ et generøst menneske…

  3. torben bille kommentarer:

    Han var såmænd bare realist:-)

  4. capac kommentarer:

    @Torben: Ja, man skal jo have æg til sit salt.

Skriv en kommentar

353 har læst indlægget
14,152