Danske Glow Kit puster liv i punkens gløder

1. september 2012

1-2-3-4! Og så derud af! Med sin første langspiller stikker det århusianske garageband Glow Kit for alvor næsen op fra undergrunden og gør opmærksom på sin eksistens. Duoen – vennerne Kasper Brinck (sang, guitar) og Kristoffer Nielsen (trommer) – dyrker en elementær rock, der er baseret på punkens DNA. Og det vil jo sige på de mest elementære ingredienser i rock’ roll. Højt tempo, beskidt garagelyd (fra Gl. Harlev Studio) med huggende guitarer, buldrende bas og piskende tormmer, en god portion støj og 14 ganske popiørefaldende sange. Det er billedlig talt tidlig Gasolin, der møder Sods. Havde Kasper og Kristoffer været unge i halvfjerdserne og boet i Derry, Nordirland, ville de have sloges med The Undertones om at komme til i øvelokalet. Men i det hele taget læner Glow Kit sig op af en tradition, der går via The Strokes over The Ramones tilbage til halvtredsernes garageband med 13th Floor Elevators som gallionsfigurer.

Jeg kaldte indledningsvis albummet en langspiller. Det skal tages med et forbehold. Ganske vist er der hele 14 numre på pladen – der sjovt nok er delt op i en A- og B-side (traditionsbevidstheden fornægter sig ikke!) – men hele herligheden afvikles på lige under 26 minutter. Det er koncentreret powerpoprock med et ekstra skud adrenalin.

Det kan godt være, at albummet ikke får Glow Kit op af undergrunden og ind på P3s playlister, men albummet burde være uundgåelig på P6 Beat, for der er tale om lille, stilren plade inden for garagerockgenren. En af dette års positive overraskelser.

Fire af albummets skæringer kan aflyttes her. Og nummmeret "Television too" kan downloades kvit og frit her.

Glow Kit. Kanel Records / Rillbar Udkommer på mandag

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

273 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62