For 40 år siden: Grand Funk Railroad – Phoenix

15. september 2012

På denne dag for 40 år siden udsendtes det amr. rockband Grand Funk Railroads sjette album Phoenix. Som tilfældet var med de foregående var det musik, der skilte vandene. Kritikerne vendte tommelfingrene nedad, medens publikum elskede bandet, der kunne fylde koncertsale og -stadions verden rundt.

Grand Funk Railroad – der senere blot blev kaldt Grand Funk – blev til i 1969, hvor Mark Farner, Don Brewer og Mel Schacher, der havde fortid i hæderkronede tressergrupper som Question Mark & the Mysterians, slog pjalterne sammen musikalsk set. En succesfuld optræden på Atlanta Pop Festival i 1969 førte til en pladekontrakt med Capitol Records. Musikken var inspireret af den hårde rock, ikke mindst Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker var et oplagt trioforbillede. Men Grand Funk fandt hurtigt deres egen hårdslående stil, og den fængede hos et stort pladekøbende og koncertbesøgende publikum. Og selv om pladeanmelderne vrængede på næsen af dem blev de et af halvfjerdsernes største band. Debutalbummet Grand Funk Railroad solgte over 1 million eksemplarer i 1970, hvor Grand Funk var det bedst sælgende rockband overhovedet over there. Også de efterfølgende plader, Grand Funk, også kaldet ‘det røde album’, fra 1969 og Closer to home fra 1970, solgte til guldstatus.

Grand Funk fik aldrig kritikerne på deres side og også radiostationerne i USA undgik bandet i stor stil. Alligevel blev de en kæmpesucces og deres første seks album solgte godt. Og det lykkedes også bandet at fænge Todd Rundgrens og Frank Zappas interesse. Zappa producerede bandets album Good Singin’, Good Playin’ fra 1976, og Rundgren stod for produktionen af deres syvende album We’re An American Band‘ fra 1973 og efterfølgeren Shinin’ on fra 1974.

Men som så ofte set før, så førte successen til spændinger mellem medlemmerne i gruppen og i 1976 gik Grand Funk i opløsning. Men siden – første gang i 1981 og siden i 1996 – er gruppen blevet gendannet og eksisterer den dag i dag.

Grand Funk Railroad er måske ikke det mest originale band i rockhistorien. De lyder som et konglomerat af lyden fra mange bands – fra Crosby, Stills, Nash & Young over Youngbloods til Cream. Men de spillede yderst kompetent og gav publikum det de ville have: rock’n roll uden de store dikkedarer. Og det har kritikken ikke altid forstået værdien af…

I’m your captain (closer to home) – We’re an american band – The locomotion

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

319 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62