“Big Jim” Sullivan er død, 71 Ã¥r gammel

4. oktober 2012

Hvis man hører til den nørdede kategori af musikelskere, der studerer grammofonpladernes med smÃ¥t skrevne oplysninger om medvirkende musikere og andet godtfolk, sÃ¥ vil man med sikkerhed være stødt pÃ¥ navnet Jim Sullivan eller “Big Jim” Sullivan, som kælenavnet lød. En i musikkredse navnkundig sessionmusiker, der som kælenavnet siger var en stor bamset figur med et respektindgydende talent som guitarist. En af de mest efterspurgte studieguitarister efter krigen.

Jim Sullivan, hvis borgerlige navn var James Tomkins, kom til verden på hospitalet i Uxbridge, Middlesex, den 14. februar 1941 og kun sytten år gammel blev han opdaget af en af datidens store navne Marty Wilde (far til Kim Wilde), der straks spottede Jims guitartalent og inviterede ham med i sit backingband The Wildcats. Og via Marty Wilde kom han i kontakt med musikmijøet. Noget af det første, han oplevede, var at spille for Eddie Cochran på dennes sidste skæbnesvangre turné i England. Det var også Marty Wilde, der købte en 1955 Gibson Gold Top guitar til Jim, så han havde et ordentligt instrument at spille på i studiet. Guitaren havde tilhørt Sister Rosette Tharpe. Dengang i starten af halvtredserne var det ikke tilladt at importere amerikanske guitarer.

Richie Blackmore fra Deep Purple lærte at spille guitar af Big Jim og som hans diskografi afslører (fx denne ufuldstændige liste) spillede han for en lang række navne og inden for vidt forskellige genrer. Med gennemsnitligt tre sessions om dagen og et pragmatisk syn pÃ¥ jobbet nÃ¥ede Sullivan langt omkring musikalsk set. Fra rock’n roll over beat (fx spillede han med pÃ¥ Small Faces “Itchycoo Park” i 1967) til Tom Jones (som han spillede med i Ã¥rene i Las Vegas) til James Last og hans danseorkester (“han betalte godt” ).

Jim Sullivans fortjeneste var bl.a. at være med til at skabe guitarlyden i tresserne. Blandt kollegerne var han kendt som det ‘elektriske monster’, fordi han hele tiden hev og trak i strengene og lavede nye lyde. Han var ogsÃ¥ den første, der brugte den sÃ¥kaldte fuzzbox til at lave forvrængning. Jim havde oplevet fuzzboxen blive brugt af legenden Chet Atkins (der havde brugt den pÃ¥ indspilninger med Everly Brothers) og han lÃ¥nte en af guitaristen Eric Ford, der ikke rigtig vidste, hvad han skulle bruge den lille anordning til. Den første indspilning, man hører Jim Sullivan og fuzzboxen pÃ¥, er P. J. Probys hit fra 1964 “Hold me“. Siden har rygtet ville, at det var en anden ung sessionmusiker ved navn Jimmy Page, der spillede pÃ¥ pladen, men det var det altsÃ¥ ikke…

Det var Jim Sullivans held, at han kom ind i en verden, hvor guitaren for alvor blev det førende instrument, og det sikrede ham – og en lang række andre sessionguitarister – masser af arbejde. SÃ¥ meget, at han igennem hele sin karriere kun nÃ¥ede at lave seks album i eget navn.

Jim Sullivan døde den 2. oktober 2012 efter længere tids sygdom. Han døjede med et dårligt hjerte og sukkersyge.

Tak til TV for linket til nekrologen i Guardian!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Kim kommentarer:

    Richie Blackmore fra Deep Purple !!

  2. capac kommentarer:

    @Kim: Ja, selvfølgelig! Tsk-tsk-tsk – og tak.

Skriv en kommentar

314 har læst indlægget
13,652