Giv bare rocken skylden – Geordie – “All of this…”

17. oktober 2012

We were young, we were free

we could do as we pleased

Hit House was the place to be

with a song in our heart

we were there from the start

we knew we’d never grow old

you can blame it on rock’n roll

Med sangen “Hit House” knytter Geordie pÃ¥ sin nye plade “All of this…” en forbindelse mellem fortid og nutid. Det legendariske københavnske spillested Hit House var i Ã¥rene 1964-1968 stedet, hvor den særlige danske udgave af rock’n roll, “pigtrÃ¥dsmusikken” havde sin privilegerede scene. Det var stedet, hvor den københavnske ungdom mødtes for at lytte og ikke mindst danse til ungdommens musik. Perioden var ogsÃ¥ den tid, hvor nordenglænderen David Garriock, bedre kendt under sig øgenavn Geordie, kom til Danmark med sit band Red Squares og et par Ã¥r – 1966-67 – skabte en veritabelt fanhysteri, der tÃ¥lte sammenligning med Beatlemania. Efter at have aftjent deres lærepenge pÃ¥ militærbaser i Frankrig fra 1964 og til 1966 sendte skæbnen (vist nok i form af amors pile…) gruppen til Danmark, hvor de med en blanding af amerikanske falsetnumre og egenskrevne sange fik godt og grundigt fat i et publikum, der ikke var forvænt med musik af højt professionelt format.

Det var ogsÃ¥ dengang, drengenes hÃ¥r voksede ned mod skuldrene og pubertetopgøret med forældrene begyndte at blive transformeret til et “ungdomsoprør”. Og det var dengang, de samme forældre med løftede pegefingre fortalte os, at pigtrÃ¥dsmusik og rock’n roll var noget, vi ville vokse fra sammen med det lange hÃ¥r, som de med vekslende held forsøgte at klippe af os drenge…

Men som Geordie synger i sangen “Hit House” troede vi – som alle unge – at vi aldrig ville blive gamle. Og rock’n rollen havde et medansvar for den overbevisning. Men selv om vi blev ældre, og selv om Geordie er fyldt halvfjerds for ganske nylig, og vil ikke kan løbe fra tidens gang, sÃ¥ fik forældrene ikke ret med deres konservative forudsigelser om pigtrÃ¥d og rock. Hey, Hey, my, my, rock’n roll will never die, som Neil Young slog fast nogle Ã¥r senere. Vi havde en sang i hjertet, og det har vi endnu.

Og det gælder ogsÃ¥ for Geordie, der med sit album beviser, at han ikke er vokset fra rock’n roll, men tværtimod er vokset med den og i dag stÃ¥r for en musik, der bÃ¥de har traditionen i sig og samtidig lyder helt moderne.

Geordie har – hjælp fra en række kolleger – skrevet alle sangene, der handler om det uuopslidelige, evigt ungdommelige poptema, kærligheden og dens kommen og gÃ¥en – som fx i sangene “Depend on me”, “Yes you do” og “My strawberry surprise” – og om de erfaringer og tanker et langt levet liv fører med sig. Den indledende “Breaking down” tematiserer krisen som et menneskeligt livsvilkÃ¥r. Et helt Fleetwood Macsk nummer, der fortæller os, at vi alle kan komme ned med nakken engang imellem. Miste vort job eller gÃ¥ fra forstanden – og budskabet er, at det ikke er din skyld. I den sejt swingende ballade ” If it hadn’t been for Andy” sender Geordie en tanke og en sang tilbage til den Andy, der gjorde en forskel og sørgede for at Geordie valgte musikken i stedet for et 8-4-job. Med en helt Joe Walshsk guitar rocker “Leaving” sig gennem en sang om pige, der tager flyet væk fra en voldelig mand og hen til en, ‘der altid behandler hende korrekt’. Den smukke ballade “Go your way” handler, som titlen antyder, ogsÃ¥ om at forlade nogen, om at blive forladt – og forstÃ¥ at acceptere det med manér og med en sang til at fastholde det tabte. Og der er sange, der hylder livet som sÃ¥dan (“Life is a playground”) og en far (“My dad”) – og altsÃ¥ “Hit House”, det sted, hvor det hele i en eller anden forstand begyndte.

PÃ¥ “Hit House” fÃ¥r Geordie medrivende, smittende vokal hjælp af Keld Heick (der dengang stod i forgrund af The Donkeys) og John Andersen (forsanger i Rocking Ghosts), men ellers er det yngre musikalske legekammerater, der stÃ¥r bag Geordie pÃ¥ albummet. Søren Andersen trakterer allehÃ¥nde strenge – ogsÃ¥ Grand Piano, Claus Langeskov, der ogsÃ¥ har produceret pladen med et klart,  flot, men ikke popsmart lydbillede, slÃ¥r ogsÃ¥ strengene, tangenterne og slagtøj – og bag trommerne sidder Morten Hellborn. Ud over selve bandet fÃ¥r Geordie hjælp fra en række venner, bl.a. sangerinderne Emily Garriock Langeskov (pÃ¥ “My dad”) og Maj-Britt Birch Lykkegaard (pÃ¥ “Go your way”).

Det er et meget varieret album, Geordie har udsendt, med 15 velturnerede sange, der bÃ¥de byder pÃ¥ rock, pop, ballader, caribisk inspiration (“Joybringer”) m.m. Geordie synger med al sin professionalisme og lyder bestemt ikke rusten, snarere tværtimod. Og han fÃ¥r mere end kompetent mod- og medspil af de andre medvirkende. Alt i alt er det en organisk sammenhængende, vellykket plade, som det ville være synd og skam, hvis man oversÃ¥ i mængden af musik, der udkommer. En plade for dem, der voksede op med Hit House – og dem, der kom til siden hen.Hermed anbefalet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

339 har læst indlægget
12,959