For 40 ̴r siden: Blood, Sweat & Tears РNew Blood

27. oktober 2012

Et af de albums, der udkom for fyrre Ã¥r siden, var Blood, Sweat & Tears femte album New Blood. Titel gav god mening. Bandet var udsat for markante udskiftninger. Den fremragende, canadiske sanger David Clayton-Thomas var gÃ¥et solo kort tid efter udsendelsen af bandets fjerde plade Blood, Sweat & Tears 4 – og det satte gang i en veritabel blodtransfusion i bandet. Ind som forsanger kom Jerry Fischer. Dick Halligan (trombone m.m. – og en af bandet grundlæggere) gik ogsÃ¥. Og det samme gjorde Fred Lipsius (saxofonist m.m.). Og ud over Fischer bestod B, S & T nu af Dave Bargeron (trombone m.m.), Bobby Columby (trommer og slagtøj m.m.), Jim Fielder ( bas m.m. ), Steve Katz (guitar m.m.), Lou Marini (træblæsere), Lew Soloff (trompet m.m.), Chuck Winfield (trompet m.m.), Bobby Doyle (piano), Georg Wadenius (guitar m.m.) og Larry Willis (tangenter). Svenske Georg Wadenius var en af de guitarister, man talte meget om de Ã¥r…

Og man mÃ¥ sige, at blodtranfusionen lykkedes. Patienten overlevede. Og der kom en plade ud af det, som var helt i den Ã¥nd, der var blevet skabt pÃ¥ de foregÃ¥ende. Det vil sige en særlig fusion af pop, jazz, blues, rock m.m. og med den distinkte lyd, der var blevet Blood, Sweat & Tears’ varemærke. Selv om Jerry Fischer er en mere anonym sanger, sÃ¥ er han ogsÃ¥ teknisk en fuldgod erstatning for Clayton-Thomas. Og albummet, der klarede at komme op pÃ¥ den amerikanske top 40, gør et stort indtryk ved at holde gruppens momentum fra de foregÃ¥ende plader. Man imponeres slet og ret af de flerstemmige vokaler (fx pÃ¥ “Touch me”) og soloerne af fx Dave Bargeron og Lou Marini. Men ogsÃ¥ af gruppens flotte versioner af Bob Dylans “Down in the Flood“, Goffin & Kings “Snow Queen“, Herbie Hancocks “Maiden Voyage” (der oven i købet af arrangeret af Hancock selv), Mann & Weills betagende “So long Dixie” og Jeff Kents smukke ballade “Velvet”.

New Blood blev bandets sidste hit, men med pladen beviste gruppen, at de stadigvæk havde masser af byde pÃ¥. En frydefuld legering af stilarter, sofistikerede arrangementer, fornemt vokalarbejde, spilleglæde, tÃ¥rnhøj professionalisme, mainstreamtilgængelighed uden at give køb pÃ¥ det musikalske ambitionsniveau osv. En plade, der holder fyrre Ã¥r efter. Pladen blev genudgivet pÃ¥ cd i 2005 og kan fÃ¥s endnu…

Tilbagespoling. Torben opfordrer til et genhør med gruppens andet, eponyme album her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

143 har læst indlægget
13,608