…endnu mere kapitalisme…

29. oktober 2012

Da jeg forlod folkeskolen var tresserne slut. I hvert fald sådan helt kronologisk. Året var 1970. Ganske vist strakte stemningen, letheden og optimismen sig endnu 2-3 år ind i halvfjerdserne, men så var det også slut.

Jeg husker endnu det første stormøde, jeg var til pÃ¥ universitetet i 1973 som grøn student. En nu afdød underviser – Kresten Nordentoft – forklarede de hundredvis af vordende danskstuderende, at vi godt kunne spare lidt pÃ¥ optimismen, for arbejdsløsheden var oppe pÃ¥ 173.000, og vi ville med al sandsynlighed gÃ¥ lige lukt ud i arbejdsløshedskøen. Men de nøgterne ord lagrede sig i baghovedet. Vi var i slipstrømmen af ’68, og studenteroprøret var endnu ikke udslukt pÃ¥ universitetet. Der var en stemning af opbrud og forandring over det hele. Verden var endnu ung, og den kunne forandres til noget bedre.

Set i bagklogskabens lys var de rebelske Ã¥r pÃ¥ universitetet ikke begyndelsen pÃ¥ noget nyt og bedre – selv om disse Ã¥r satte sig mærkbare spor i kulturen og samfundet – men snarere afslutningen pÃ¥ den periode af opbrud, ‘frigørelse’ osv., som den historisk enestÃ¥ende højkonjunktur i tresserne havde gjort materielt mulig.

Kapitalismen var inde i sin første efterkrigskrise – herhjemme kaldet ‘oliekrisen’ – og siden har hvert Ã¥rti budt pÃ¥ nye og stadigt dybere kriser, som man kan forvisse sig om, hvis man læser med pÃ¥ økonomisiderne i de store udenlandske aviser. Og nu befinder vi os i en krise, hvis udgang det er svært at spÃ¥ om.

Selv om nyhedsjournalistikken hæfter sig ved smÃ¥ optimistiske krusninger – som bilsalg, huspriser etc. – sÃ¥ er det svært at bevare optimismen, hvis man ser pÃ¥ de store træk. USAs abnormt store gæld, der truer med at fÃ¥ økonomien helt i knæ, stagnationen i den kinesiske økonomi, den til opløsning tenderende rÃ¥dvildhed i EUs økonomiske politik, hvor flere lande de facto stÃ¥r pÃ¥ kanten af bankerot (Grækenland, Spanien, Italien – who’s next?). Enorm arbejdsløshed, større forskel pÃ¥ rig og fattig, afvikling af velfærdsstaterne osv.

Og hvad stiller man sÃ¥ op med krisen? Det mest forstemmende er – eksemplerne er legio – at der Ã¥benbart kun er ét politisk svar pÃ¥ kapitalismens problemer: Mere af det samme. Selv om der er anti-kapitalistiske og kapitalisme-kritiske bevægelser – fx Occupy-bevægelsen – og selv om kritikken af kapitalismen er mere tydelig nu, end den har været længe, sÃ¥ sætter den sig ikke igennem pÃ¥ den politiske magts niveau. En næsten symptomatisk understregning af dette ser man i de europæiske socialdemokratiers radikale reformisme, der mest af alt ligner en total overgivelse til liberalismen og dens borgerligt-ideologiske overbygning. Oven i købet en transformation, der sker uden synderlig politisk succes.

I min studietid læste man de marxistiske klassikere. Og en af de ting, jeg bed mærke i, var, at Karl Marx ikke undervurderede den kapitalistiske økonomis evne til at overvinde sine indre modsætninger og dens evne til at underlægge sig stadig nye omrÃ¥der af virkeligheden. I nogle af den gamle tænkers ideer lÃ¥ kimen til en forstÃ¥else af, at kapitalismen ikke slet og ret kunne afskaffes gennem revolution – hvilket historien jo pÃ¥ smerteligste vis har demonstreret – men at den kapitalistiske økonomi mÃ¥ske selv ville transformere sig til noget andet, nÃ¥r de indre modsætninger blev uoverstigelige… Selv tidens aktuelle krisehÃ¥ndtering synes at bekræfte, at alt skal fortsætte som hidtil – nÃ¥r krisen er ovre – sÃ¥ ligger der en gammel sandhed i den marxske skepsis. Alting har sin tid. OgsÃ¥ den kapitalistiske økonomi…

Hvor den aktuelle krise fører os hen, ved jeg ikke. Men for enhver, der drømmer om en anden samfundsindretning, er det nedslÃ¥ende at beskæftige sig med den politiske dagsorden. Den slaviske filosof Slavoj Zizek har skrevet en kort, tankevækkende analyse af situationen med den provokerende overskrift “Løsningen pÃ¥ kapitalismens krise er endnu mere kapitalisme“. Det er vel at mærke ikke Zizeks mening om, hvad løsningen er, men en nøgtern konstatering af, hvad den aktuelle løsningsstrategi er – globalt set. Jeg tror, at Zizek har ret i sin nøgterne analyse af, hvad der sker. Og det er bÃ¥de forstemmende og opløftende – opløftende, fordi nøgtern erkendelse har en opløftende effekt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Hugin kommentarer:

    Jeg kan kun være enig hvad angår krisen, men jeg frygter at den nøgterne erkendelse desværre ikke er så indlysende for flertallet af befolkningen.
    Som jeg ser krisen er den et udslag af de frie markedskræfters spil, som kun har et sigte mest mulig profit, at man så på længere sigt saver den gren man selv sidder på, bekymrer man sig ikke om, det rammer jo først senere.
    Det vi ser nu er vel også en kamp om resurser, Kineserne køber sig indflydelse i store dele af verden, og den vestlige del af verden forsøger at bombe sig til indflydelse.
    Det burde jo være indlysende at, i en verden med en fast mængde resurser, ikke kan have uhæmmet vækst, de to ting hænger simpelthen ikke sammen.
    Hvis det skal hænge sammen kan forbruget ikke være større end den mængde resurser der bliver reproduceret.
    Med andre ord er det tvingende nødvendig med en anden samfundsmodel (økonomisk model) hvis vi vil forsøge at undgå ragnarok, vi kan ikke fortsætte med at lytte til de falske profeter, der kun prædiker om mammon.

  2. capac kommentarer:

    @Hugin: Profit og vækst er to sider af samme sag. Mere profit kræver mere vækst. Og som du rigtig skriver, sÃ¥ er verdens ressourcer ikke uendelige. Konflikten illustreres meget godt af den amr. valgkamp, hvor klimadebatten (til trods for Sandy…) helt er forsvundet, og af EUs nye budget, hvor den ogsÃ¥ er forsvundet. Selv om det skulle vise sig, at kapitalismen kommer over denne voldsomme krise, sÃ¥ taler alt for, at det – som de foregÃ¥ende kriser – blot er et mellemspil til en endnu voldsommere krise. Selv om jeg ikke ved det, sÃ¥ tror jeg pÃ¥, at det pÃ¥ et tidspunkt bliver nødvendigt at gøre op med profitmotivet i økonomien, fordi det bliver tydeligere og tydeligere, at det har en ødelæggende effekt pÃ¥ klimaet, naturen og samfundet. SpørgsmÃ¥let er blot, hvornÃ¥r forandringens vinde vil begynde at blæse for alvor…

  3. Hugin kommentarer:

    Ja vi må så håbe det bliver før: Det er for sent.

  4. capac kommentarer:

    @Hugin: HÃ¥bets princip er et godt princip.

Skriv en kommentar

270 har læst indlægget
13,172