Hvad Beatles mente om Elvis
11. november 2012
Da jeg var dreng, var jeg først til Elvis og siden til Beatles. Det var dengang, man enten var til det ene eller det andet, Elvis eller Cliff, Beatles eller Rolling Stones. At Elvis var en af forudsætninger for The Beatles gik hen over hovedet på mig dengang. Og såvidt jeg husker kom vi et stykke ind i halvfjerdserne, før det gik op for mig, at Beatles og Elvis faktisk havde mødtes – den 27. marts 1965. Et møde, der – når man læser litteraturens beskrivelser af giganternes topmøde – mest af alt må have været en skuffelse for alle parter, selv om de fire Beatler var behørigt benovede over at møde deres gamle idol (Elvis var 30 år).
Hvad Beatles faktisk gjorde sig af tanker om idolet, der på tidspunktet for mødet lige havde indspillet filmen Blue Hawaii og havde bevæget sig væk fra de tidlige års rock’n roll, løfter et for nyligt offentliggjort interview sløret for. Den amerikanske discjockey Jerry G. Bishop fik dengang mulighed for gennem nogle uger under gruppens turne i sommeren 1965 at interviewe de fire Liverpool-drenge. Og i et af interviewene lægges der ikke fingre imellem, når talen falder på Elvis, som de havde mødt kort forinden. Paul McCartney bryder sig ikke om, hvad Elvis laver i tresserne: “Yeah, selvfølgelig, jeg har elsket hans plader, siden jeg var 16. Vi plejede at spille mange af hans sange, indtil vi begyndte at lave vores egne…men jeg kan ikke lide det nye material halvt så meget, og det fortalte vi ham den aften”. Respekten kunne ligge på et lille sted – og den gjalt den gamle Presley. I samme interview afviser Lennon rygtet om et fælles album med en bemærkning om, at “Ingen af os bryder os om den slags album, hvor de sætter to sammen. Jeg ville hade sådan et album”.
Ikke krediteret foto fra www.theelvisforum.com.
