En aften med Tim Christensen & the Damn Crystals – hvor den romantiske popsang mødte grungen

17. november 2012

Forleden – i forgårs tror jeg, det var – kunne man opleve Tim Christensen på bedste nørdvis åbne en postpakke fra Amazon med – den nye vinylboks med The Beatles. Det skete på Tims nye weblog. Jeg kom til at tænke på den lille video få minutter inde i den koncert, som Tim gav på det aarhusianske spillested Voxhall i går aftes.

Tim Christensen har ikke lagt skjul pÃ¥, at han er en kæmpestor Beatlesfan, der som lille kunne drømme om at tage en tidsrejse tilbage for at møde sine idoler Lennon og McCartney. Og Ã¥nden fra The Beatles og tresserne svævede da ogsÃ¥ over musikken i gÃ¥r. Ikke mindst i det akustiske solosæt, der indledte koncerten, hvor Tim alene med sin guitar diverterede med syv numre. Der er noget ved Tims stemme, melodierne og det harmoniske, der uvægerligt sender tankerne tilbage til Beatles og ikke mindst Paul McCartney, som Tim og vennerne for nylig viede en hel koncert til. Men det slog mig ogsÃ¥, at der mÃ¥ske i virkeligheden er tale om mere end ”bare” en tydelig Beatlesveneration i musikken. MÃ¥ske er der i virkeligheden tale om, at det ikke bare er McCartney og Beatles, der skinner igennem, men hele den vesterlandske tradition for gode popsange, som samme McCartney for nylig udnævnte til at være sin primære inspirationskilde (hvormed han gjorde rock’n rollen til noget ikke uvæsentligt, men dog sekundært…).

Der var en hel del coversange i koncerten. I solosættet dukkede versioner udgaver af Depeche Mode, Ozzy Osborne (!) op sammen med en ‘afdizzyficeret’ udgave af en af Dizzy Mizz Lizzys kendte sange. Det var cover-versioner, der i mine ører lod Tim Christensen fremstÃ¥ som den fremmeste, nutidige danske forvalter af den romantiske popsang, som Beatles befrugtede med rock’n roll, og som generationerne før fandt i de store uudtømmelige amerikanske sangbog fra forrige Ã¥rhundrede.

Tim indtog scenen præcist kl. 21 og indtog den med en afslappet selvfølgelighed, som vidste han, at han var pÃ¥ hjemmebane. Og det var han sÃ¥dan set ogsÃ¥. For der var ingen tvivl om, at fanklubben af unge, der var flasket op med Dizzy Mizz Lizzy og Nicolai & Julie-titelsangen “Right Next to the Right One”, var massivt tilstede. Fra første akkord klappede de og sang med pÃ¥ de kendte sange – ogsÃ¥ uden at hovedfiguren havde behøvet at opfordre dem til det. SÃ¥ledes i sikker havn kunne Tim koncentere sig om arbejdet. Og som kunstner afslørede han sig selv som ikke blot en mere en kompetent guitarist, men ikke mindst som en sanger, der helt har styr pÃ¥ sin stemmes potentiale og begrænsninger – og ubesværet kan formidle en ballades stille, intime fortrolighed og den lidenskabelige, intense modsætning, som i det efterfølgende bandsæt fik mine tanker til at glide hen pÃ¥ en Little Richards energiske eruptioner.

Jeg bemærkede mig, at Tim bar på en t-shirt med navnet Tame Impala, det australske neo-psychedeliske band, der hører til blandt de mange moderne bands, der står solidt forankret i traditionen. Og jeg kunne kun læse det som et tegn på Tim Christensens placering med et ben i tressernes pop og beat og den rock, der kom til siden hen.

Og netop den rock, der kom til siden hen, prægede det elektriske sæt. Ganske vist kalder de sig Tim Christensen & The Damn Crystals, men fremhævelsen af solisten og singer-songwriteren kan ikke ændre på den forhold, at Tim sammen med guitaristen Lars Skjærbæk, bassisten Søren Michael Koch, keyboardspilleren Christoffer Møller og trommeslageren Jesper Lind udgør et sammetømret band. Det blev også i den grad understreget af lydbilledet, som – hørt fra, hvor jeg stod, sådan cirka i midten tæt på scenen – rendyrkede det samlede udtryk og lod de enkelte instrumenter underordne den nærmest monoagtige helhed. En velstyret, velgørende lyd, der kun forbipasserende blev generet af Jesper Linds buldrende, kropsgennembankende stortromme.

Det elektriske sæt dyrkede både den romantisk-melodiske popsang og den rock, som Tim Christensen engang excellerede i sammen med trioen Dizzy Mizz Lizzy. Overgangen og forbindelsen mellem den balladedyrkende akustiske indledning og det elektriske sæt blev på fornemste vis understreget af en coverversion af Crowded House’s ‘Distant Sun’. Crowded House er om nogen australienernes svar på The Beatles, og der er ikke langt fra Neil Finn og til Tim Christensen i tilgangen til musikken.

De tre Grunge-musketerer kaldte en Gaffa-journalist engang Dizzy Mizz Lizzy, og netop grungen dyrkelse af en enkel hard-core-rock med smag for forvrængede guitarer stak undertiden sit hoved frem i sangene, og momentvis – fx og tydeligt i den nye sang ”Happy ever after” fra bandets seneste album – gled musikken ud i rockklichéernes hængedynd, hvor guitarduellen mellem kapelmesteren og singleguitaristen tangerede det ordinære og fik en til at tænke: Tomme tønder… Det var ikke kun mig, der et forbigÃ¥ende øjeblik tabte trÃ¥den. En ung dame tog sig i at kigge pÃ¥ armebÃ¥nduret, medens en anden lige fik sendt en sms… Men fanklubben slugte det rÃ¥t.

Det var dog kun et forbigÃ¥ende problem, der blot kunne tjene som understregning af, hvor styrken i dette fortrinlige band ligger. Ikke som heavyrockere pÃ¥ rockens klichedyrkende festivaloverdrev, men som et solidt sammenspillet combo af lykkelige, rockende riddere af den melodiske, romantiske ballade. PÃ¥ de betingelser melder jeg mig gerne ind i fanklubben, for samlet set var det en overbevisende koncert, hvor vi bÃ¥de kom tilbage i Dizzy Mizz Lizzy-kateloget og rundt i Tim Christensen soloarbejder. En alt i alt vellykket koncert, der giver en smag efter mere og ikke lod sig forstyrret af mængden af tændte, fotograferende mobiltelefoner eller et en hÃ¥ndfuld temmelig overrislede unge mænd, der hensynsløst maste sig frem i salen for at rÃ¥be og hoppe. (De burde være gÃ¥et pÃ¥ værtshus i stedet…)

Fotos fra koncerten er af Simon Skipper (c). Tak til Simon for samarbejdet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

5.800 har læst indlægget
12,654