Dagens filmoplevelse: De urørlige

30. november 2012

Jeg bilder mig ind, at det siger noget om den tid, vi lever i, at en fransk film om forholdet mellem en hvid, handicappet rigmand og en mørklødet, fattig indvandrer kan blive en enorm publikumssucces i Frankrig (og andetsteds). Selve teamaet er paradoksalt i en tid, hvor afgrunden mellem de rigeste og de fattigste vokser stødt…

Kunststykket i Olivier Nakaches og Eric Toledanos komedie om forholdet mellem det umage par, rigmanden Philippe (François Cluzet) og den smÃ¥kriminelle bistandsklient Drisss (Omar Sy) er, at den bruger alle de humanistiske argumenter, det skorter pÃ¥ i den aktuelle krises politiske diskurs. Og at det lykkes for instruktørerne at sælge budskabet om de menneskelige “værdier” (venskab, kærlighed osv.). For filmen er – kort fortalt – ganske forførende og svær ikke at holde af.

Historien, der angiveligt bygger pÃ¥ virkelige hændelser, er for sÃ¥ vidt ganske banal. En rigmand søger en hjælper, og blandt de mange højt kvalificerede ansøgere vælger han den sorte Driss, hvis vigtigste kvalitet nok er, at han ikke er til fals for hvad som helst og i øvrigt følger sin intuition. PÃ¥ en mÃ¥de ligner de to hinanden. Philippe er fysisk handicappet, Driess er socialt handicappet, som uønsket adoptivbarn i en indvandrerfamilie. De er – pÃ¥ overfladen i det mindste – to modsætninger, der mødes og lader sød musik opstÃ¥ i form af et skævt venskab.

Egentlig er det ejendommeligt, at man kan få to timer til at gå med at beskrive forholdet mellem en handicappet og hans hjælper. Det passer ikke ind i tidens underholdningstvang. Men faktisk er filmen meget underholdende. Ja, ligefrem morsom og direkte lattervækkende. En bundsympatisk film, der både taler til intellektet og følelserne.

Jeg vil ikke referere historien (selv om jeg kunne…), men fremhæve en enkelt scene, der fortæller noget om, hvad den kan, denne film. Philippe holder fødselsdag for familien. Arrangementet er iscenesat af en af Philippes assistenter, Yvonne, der traditionen tro har inviteret hele familien til en sammenkomst, der – i følge Philippe selv – keder dem alle. En del af arrangementet bestÃ¥r i en mindre klassiske koncert. Efter koncerten beder Philippe musikerne om at spille noget af Vivaldis “De fire Ã¥rstider”. Den del, der drejer sig om sommeren. Bagefter tager Driess ordet og sætter den musik pÃ¥, som han lytter til. Og til tonerne af Earth, Wind & Fires “Boogie Wonderland” kaster Driess sig ud i en solodans – og lokker flere at gæsterne ud pÃ¥ danskegulvet til en heftig dans. Scenen er smuk,fordi den bÃ¥de understreger det, der adskiler de to hovedpersoner og det, der binder dem sammen – musikken.

Har du ikke andet at lave i weekenden, så tag din kæreste (eller flere af dem) under armen og gå ind og se denne opløftende og meget morsomme franske film.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

1.033 har læst indlægget
14,308