Ny pop som symptom pÃ¥ internettidsÃ¥nden….

6. januar 2013

Forleden indvilligede jeg i – for første gang i øvrigt – at se et afsnit af X-Factor. Jeg tænkte, at det kunne være godt at fÃ¥ afprøvet sine værste fordomme over for den slags programmer. Og sÃ¥ kunne jeg hygge mig lidt med Fruen samtidig… En af mine fordomme gik pÃ¥, at den slags programmer mere handlede om performance end om et talent, der kan bære en sang- og/eller musikerkarriere. Og jeg mÃ¥ sige, at min fordom kun blev bekræftet. Uden at nedgøre de medvirkende, der kun gør, hvad man kan forvente, nemlig deres bedste, sÃ¥ var der ikke en præstation, der gav mig hÃ¥b om en kommende stjernekarriere. Og fred med det. Der skal ogsÃ¥ være plads til den slags i musikkens store brogede verden.

Men medens jeg sad og kiggede tænkte jeg over, hvad der adskiller den mest kommercielle del af poppen fra tidligere tiders pop? Hvor er den gode melodi, som man synger med pÃ¥ og som kører non-stop i hovedet pÃ¥ en? Hvor er sangstemmen, der skiller sig ud? Og sÃ¥ videre…Noget af svaret finder man mÃ¥ske i ovenstÃ¥ende nye video med det sydkoreanske band Girls’ Generation. “I got at boy” hedder den (og jeg skal nok afholde mig fra at komme med kønspolitiske analyser af den sangtekst…). Men, nÃ¥r man lytter til sangen første gang, sÃ¥ er det ikke til at finde hverken hoved eller hale i den. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Det er ikke nødvendigt at høre sangen til ende endsige vente pÃ¥ at B-stykket/Omkvædet skal dukke op. Nummeret afspejler, at popmusikken nu om stunder produceres for at fungere i en virkelighed, hvor de unge poplyttere bevæger sig rundt i de sÃ¥kaldte sociale medier hele tiden. I den zappende, klikkende sammenhæng er det realiter umuligt at fastholde lytterens opmærksomhed konstant. Derfor er det underordnet, om popstykket har en sammenhængende melodi. Man skal kunne hoppe ind og ud af nummeret. Fordi ens opmærksomhed hele tiden afledes…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

113 har læst indlægget
14,296