Lucinda Williams besøger Voxhall i Ã…rhus – og det er pÃ¥ tirsdag

17. maj 2013

Det er ikke kun Bossen – Bruce Springsteen – der besøger Danmark her i maj mÃ¥ned. Og selv om hans ankomst og optræden overskygger næsten alt, sÃ¥ er der grund til at pege pÃ¥ andre musikoplevelser, der – i min vurdering – kan matche Springsteen pÃ¥ mange mÃ¥der. En af dem er Lucinda Williams, der optræder pÃ¥ Voxhall i Ã…rhus pÃ¥ tirsdag.
Det er selvfølgelig lidt vovet – og mÃ¥ske ogsÃ¥ politisk ukorrekt – at hævde, at Lucinda kan matche selveste Bossen. Men det mener jeg faktisk, at hun kan.
Ganske vist er hun langtfra sÃ¥ kendt, og hendes karriere har taget et ganske andet forløb en Springsteens. Hvor det tog Bruce cirka 10 Ã¥r at slÃ¥ igennem, har det taget den nu 60-Ã¥rige Lucinda hele 20 Ã¥r at nÃ¥ frem til et gennembrud. Hun fik udsendt sit første album – Ramblin‘ – tilbage i 1979. Det var et album, der med fortolkninger af blues (fx Robert Johnson, country (Hank Williams) og cajun (Clifton Chenier og Memphis Minnie) om ikke andet fik karakteriseret den americanamuld, som Williams’ musik vokser op af, og som har gennemlyst de ialt 11 album, det er blevet til siden hen.
Der skulle gÃ¥ godt ti Ã¥r, før gennembruddet til et større publikum kom. Det skete med albummet Car Wheel on a gravel Road, der sÃ¥ dagens lys i 1998. Det var med det album, at Williams omsider nÃ¥ede hitlisterne med sin udgave af the happy woman blues (for nu at citere titlen pÃ¥ hendes andet album fra 1980). Pladen resulterede ogsÃ¥ i en grammy i kategorien Bedste samtidige folkalbum – og den solgte til en guldplade. I det hele taget fik den ros og kritikerroser nok til en hel karriere. Og den er siden hen blevet genudgivet i en dobbeltcd-deluxe-udgave (2006) for at understrege dens betydning.
Som andre af Williams’ plader sÃ¥ afslører Car Wheels en sangskrivning, der afspejler et ganske almindeligt, amerikansk hverdagsliv i Syden set fra en selvbevist og stolt kvindes synspunkt. Ser vi bort fra kønsperspektivet, sÃ¥ minder Williams – og matcher – ganske godt den americanadyrkende Bruce Springsteen. Andre mere eller mindre beviste forbilleder finder man i – ja, igen – en Bob Dylan.
Titelsangen fra Car Wheels anslÃ¥r ganske fint tematikken og tonen i Williams’ kunst. Det er kleinkunst, der Ã¥bner sig for den der kan lytte og læse indenad. Med sin modnede, erfaringslidte tenor synger Lucinda om en sydstatsverden, hvor virkelighedens ubønhørlige krav, drømmenes evigt kværnende motor og kærlighedslivets svimlende karusselture krydser hinanden og leverer et stykke americana, der i kvalitet sagtens kan mÃ¥le sig med Bossens. Og det er ikke helt tilfældigt, at selveste Roy Bittan – Springsteens medmusiker – netop medvirker pÃ¥ denne plade og er med til at understrege den storladenhed, som Williams’ sange deler med Springsteen og Dylan.
Sittin in the kitcken a house in Macon
Loretta’s singing on the radio
Smell of coffee eggs and bacon
Car wheels on a gravel road
Pull the curtains back and look outside
Somebody somehere I don’t know
Come on now child we’re gonna go for a ride
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Can’t find a damn thing in this place
Nothing’s where I left it before
Set of keys and a dusty suitcase
Car wheels on a gravel road
There goes the screen door slamming shut
You better do what you’re told
When I get back this room better be picked-up
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Low hum of voices in the front seat
Stories nobody knows
Got folks in Jackson we’re going to meet
Car wheels on a gravel road
Cotton fields stretching miles and miles
Hank’s voice on the radio
Telephone poles trees and wires fly on by
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Broken down shacks engine parts
Could tell a lie but my heart would know
Listen to the dogs barkin in the yard
Car wheels on a gravel road
Child in the backseat about four or five years
Lookin out the window
Little bit of dirt mixed with tears
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Car wheels on a gravel road
Lucinda er datter af en digter og litteraturprofessor (Miller Williams), og hans optagethed af kunst og litteratur smittede af pÃ¥ den unge Lucinda, der begyndte at skrive tekster og interessere sig for musik, inden hun havde smidt barneskoene hjemme i Lake Charles, Louisiana. Og som ganske ung kastede hun sig over musikken. Først med coverversioner af country, blues osv. Siden – pÃ¥ Happy Woman Blues i 1980 – begyndte hun at spille sine egne sange.
Når Williams ikke er nået helt op i rockens førstedivision, så hænger det bl.a. sammen med, at hun insisterer på at være sin egen stemme i den moderne countryrock, og det har haft den pris, at der er gået temmelig lang tid mellem hendes pladeudgivelser. Og det går ikke i en branche, hvor man helst skal holde den kommercielle gryde i kog hele tiden.
Men pÃ¥ tirsdag træder hun altsÃ¥ op for et dansk publikum, og jeg glæder mig til at opleve hendes sange au naturel – og vil selvfølgelig skrive om koncerten efterfølgende.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 kommentarer

  1. Random kommentarer:

    … Glæder mig! …

  2. capac kommentarer:

    @Random: Ja, det gør jeg også.

  3. Jens kommentarer:

    Syntes, pÃ¥ mange mÃ¥der, hun er meget mere interessant end Springstein – kun hans allerførste plader sagde mig noget.

  4. capac kommentarer:

    @Jens: Hun er i hvert fald en helt anden kunstnertype, selv om de også minder en hel del om hinanden i deres musikalske udgangspunkt.

Skriv en kommentar

245 har læst indlægget
13,768