En anbefaling: Vores mødre, vores fædre – tysk miniserie
20. maj 2013
Det er ikke mange tyske serier, film eller programmer i det hele taget, dansk tv byder på. Så det er med at kende sin besøgelsestid, når det sker. I går aftes startede den tyske miniserie Vores mødre, vores fædre på DR2. Og den er absolut anbefalelsesværdig.
Endnu engang er de tyskernes traumatiske forhold til nazismen og 2. Verdenskrig, der er temaet. I serien følger man fem unge barn- og ungdomsvenner, der i 1941 splittes af krigen. Brødrene Wilhelm og Friedhelm skal til Østfronten og kæmpe for fædrelandet. Charlotte skal samme vej som sygeplejerske. Greta bliver tilbage i Berlin for at forfølge sin drøm om en karriere som sangerinde à la Marlene Dietrich. Og endelig er der Gretas kæreste, den jødiske skræddersøn Viktor, der mærker jorden brænde under sine fødder og forsøger at overtale sine forældre til at tage flugten bort fra Nazi-tyskland.
Inden deres veje skilles holder de en improviseret fest og lover hinanden at mødes igen til jul, når ‘krigen er ovre’. Men snart skal det vise sig, at deres løfte er lige så naivt som deres tro på krigslykken og Nazismens storhed og succes. Allerede inden første af seriens ialt tre afsnit er omme har de fem unge mennesker fået punkteret deres ungdommelige uskyld i krigens brutalitet og dens konsekvenser.
Politikens anmelder skrev, at “Tysk tv-serie går tæt på nazisterne, men ikke på svarene”, som der står i rubrikken d. 19. maj. Og, nej, serien gør ikke noget forsøg på at forklare, hvorfor nazismen opstod eller hvorfor den lykkedes et stykke hen ad vejen. Men jeg mener også, at det er en urimelig kritik af denne lille fiktionsserie. Seriens kunstneriske styrke ligger netop i, at den lader de politiske og historiske forklaringsmuligheder ligge og i stedet viser seerne, hvordan de fem meget forskellige unge mennesker forandres om ommodelleres af den konkrete politiske og historiske virkelighed, de lever i. Fx oplyses vi kun i nogle bisætninger og spredte kommentarer om, hvordan den nazistiske antisemitisme radikaliseres, alt medens personerne forsøger at holde fast i forestillingen om, at jødehadet nok går over og forsvinder, så snart krigen er vundet.
Netop fordi instruktøren Philipp Kadelbach holder fast i at fortælle historien om de fems forandring ved at vise forandringen transcenderer fortællingen den simple historiske fortælling og bliver også en almen fortælling om, hvordan vi alle under omstændighedernes pres tvinges til at give slip på drømme og idealer eller i hvert fald får sværere ved at beholde grebet.
Det er nærliggende at sammenligne serien her med fx Brothers in arms og The Pacific. Selv om det nationale perspektiv er et andet, så deler serierne den samme hyperrealistiske skildring af krigens gru – både på og bag fronten. Og i alle tre serier er det de almindelige ofre for krigen – soldaterne, kvinderne og jøderne – der står centralt. De er deres personlige oplevelse og forståelse af hændelserne, der driver fortællingerne frem. Vi bliver nok ikke meget klogere på, hvorfor det skete – krigen, nazismen osv. Men vi får en konkret forståelse af, hvordan den enkelte påvirkes af begivenhederne – og også den enkeltes betydning – på godt og ondt – for hvilken vej udviklingen går. Hvis Greta ikke havde været så forfængelig og karrierefikseret, så ville hun måske have reddet sin jødiske ven fra at blive sendt med toget mod kz-lejren. Og hvis Charlotte havde fulgt sin intuitive forståelse af den jødiske lægekollega, så ville hun måske have undladt at angive hende. Og så fremdeles.
F’ørste afsnit kan ses nogle dag endnu på DRs hjemmeside – og de to sidste afsnit vises i aften og i morgen aften på DR2. Hermed anbefalet.
21. maj 2013 kl. 11:17
@Capac: Ja, det var ogsÃ¥ i mine øjne, en lidt unfair ‘fordrejet tolkning’ fra politikens anmelder….sÃ¥eh? men i forlængelse af din fine anbefaling, er det ogsÃ¥ værd at lægge mærke til filmens/seriens fine kulisser, fx i scenerne fra Berlin… i det hele taget gode locations, flot filmet, etc.
21. maj 2013 kl. 12:35
@Claus1: Jeg bryder mig ikke om at være unfair. Og det mener jeg heller ikke er tilfældet i min omtale af Marie Carsten Pedersens artikel fra den 19. maj. Jeg kunne faktisk have taget endnu hårdere fat i min kritik af artiklen, fordi jeg mener, at den bygger på nogle nemme og forkerte præmisser vedr. tyskernes forhold til nazitiden. For det første er det ikke rigtigt, at spørgsmålet om, hvorfor så mange lod sig forføre af Hitler og co. ikke er blevet forsøgt besvaret i årene efter krigen. Både historikere, filosoffer (fx Ernst Bloch) og forfattere har give forskellige bud på, hvorfor det kunne ske. For det andet mener jeg også, at det er forkert at hævde, at nazisterne blot er blevet dæmoniseret i efterkrigstiden. Der har også været en interesse for at fremstille dem som mennesker. Måske ikke til enhver tid, men dog.
Forklaringen ligger mÃ¥ske i det forhold, at Pedersen er en yngre journalist, der ikke har haft lejlighed til at følge debatten helt tilbage til halvtredserne og tresserne. Men uanset hvad forklaringen sÃ¥ end er, sÃ¥ bidrager den slags mytedannelser bestemt ikke til at vi bliver klogere pÃ¥ spørgsmÃ¥let om, hvorfor nazismen fik sÃ¥ fast et greb i den tyske befolkning – og stadigvæk kaster en mørk skygge over ikke alene Tyskland, men hele Europa. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om serien gør os klogere. Det tror jeg den gør. MÃ¥ske ikke pÃ¥ spørgsmÃ¥let: hvorfor? Men pÃ¥ spørgsmÃ¥let: hvordan? Den viser – allerede i afsnit 1 og 2 – at de unges virkelighedsopfattelse forandres af deres egne handlinger og omstændighederne. – Sidste afsnit i aften.
21. maj 2013 kl. 13:29
Wow..! jamen ja, og ja sidste afsnit i aften…haha.
21. maj 2013 kl. 13:34
@Capac: og husk evt. at sætte optageren til, du skal jo til koncert (bare det var mig) glæder mig til at læse om den.
21. maj 2013 kl. 15:13
@Claus1: Serien kan heldigvis ses på nettet, så jeg regner med at få sidste afsnit set senere på aftenen.