Guts, guts, got no guts – en erindring
14. august 2007
Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. PÃ¥ Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best freind. Og pÃ¥ nettet læser jeg en notits, hvor den Ã¥rhusianske digter Peter Laugesens beklager sig over at Gellerupscenen i Brabrand ved Ã…rhus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert pÃ¥ samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var sÃ¥ heldig at være tilstede.
Jeg anede ikke, at Peter Laugesen også var der. Men på den anden side: en stor del af den århusianske kultur-avantgarde var der.
Selv boede jeg lige netop pÃ¥ det tidspunkt – 1974-75 – i Gellerupplanen i en lille, endnu billig, moderne et-værelses lejlighed pÃ¥ Dortesvej med udsigt til andre betonlejligheder. Den var kun beboelig, nÃ¥r solen ikke skinnede ind gennem det store vindue og gjorde rummet til et ulideligt helvede. Det vil sige pÃ¥ fra først pÃ¥ formiddagen til sidst pÃ¥ eftermiddagen, nÃ¥r solen ellers var fremme.
Det var i tiden før Gellerupplanen blev udnævnt til indvandrerghetto, og jeg havde søgt tilflugt der, fordi huslejen på Skjoldhøjkollegiet havde taget en himmelflugt og var resulteret i huslejeboycot og ballade med politiet. Det sidste af alt, hvad jeg havde brug for dengang, var at blive sat på gaden af politiet i en by, jeg endnu ikke var faldet til i.
Jeg faldt aldrig rigtig til i denne beton-satellit-by, følte mig “fremmedgjort” (som man sagde dengang…), eksistentielt udsat, pÃ¥ flugt mod et bedre liv (en flugt, der fortsatte de næste 4-5 Ã¥r), søgende, ensom og fortabt. De ideelle forudsætninger for en kuldslÃ¥et Cale-koncert.
I boligforeningens blad – A4-format, sort-hvid-offset-tryk pÃ¥ kraftigt papir – sÃ¥ jeg sÃ¥ en dag mellem artikler om boligforeningens vinkyperlaug og ølbryggere en lille spalte, hvori der stod, at der skulle være koncert med John Cale pÃ¥ den lokale Gellerupscene. Der var ogsÃ¥ et lille sort-hvidt foto af en mut, indesluttet Cale. Det var lidt af en Ã¥benbaring. Tænk sig, at Cale om Co. lagde vejen forbi et udsted som Gellerup! Det mÃ¥tte være et tegn! Jeg købte straks samme dag en billet. Og godt for det. For koncerten var en af de bedste rock-koncerter, jeg nogensinde har været til.
Cale befandt sig netop i disse Ã¥r i en meget kreativ periode, der siden er blevet kaldt hans Island-Ã¥r, efter det pladeselskab, han tilhørte, og hvor han udsendte en række hovedværker: Fear (1974), Slow Dazzle (75), Helen of Troy (75) og compilation-albummet Guts (77). Cale rejste sig i de Ã¥r af støvet efter Velvet Underground og viste, at han ikke behøvede vennen og ærke-rivalen Lou Reed for at levere Metropol-dirty-ass-rock af højeste kaliber. Omgivet af en række af periodens bedste engelske musikere – fx Brian Eno, Phil Manzenera, Andy McKay og Phil Collins – skabte Cale en perlerække af intellektuelt frenetiske sange om det moderne storbymenneske, der er fanget i et net af desperation, begær, kærlighedshunger og andre lidelser.
Salen i Gellerupscenen var udstyret med blÃ¥, bløde, komfortable teatersæder, hvor man sad og ikke kunne andet. Og sÃ¥ startede bandet med de to fine guitarister Phil Mazanera og Chris Spedding i spidsen med – sÃ¥ vidt jeg husker – netop Fear is a Man’s best Freind, hvorefter Cale teatralsk kommer væltende-vaklende ind pÃ¥ scenen iført en hvid flyverdragt, og ansigtet gemt bag et slør og et par overdimensionerede pilotbriller. Welcome to my Nightmare. En slags teater-koncert med Cale som storby-desperado, der fører tilhørerne gennem en poetisk fortælling om livet i Metropolen. SÃ¥ vidt jeg husker, var der ikke indlagt nogen pause. Det ene nummer afløste det andet i et stramt sæt. Og pludselig var det slut, og man blev sendt ud pÃ¥ gaden, tilbage til beton-virkeligheden, men renset i sjælen – i hvert fald for en tid. Jeg har siden været til flere vellykkede koncerter med Cale, men ingen der har nÃ¥et denne koncerts perfektion. Gellerup-scenen afholdt vist en enkelt koncert mere – med et engelsk jazz-rock-band, Colosseum II, tror jeg det var – og sÃ¥ var det slut.
John Cales sange fra denne periode er mange Ã¥r efter (1996) blevet samlet og udsendt pÃ¥ en dobbeltcd med titlen The Island Years. Dengang fik jeg aldrig fat pÃ¥ compilation-albummet Guts med det fantastiske billede af Cale med hvid guitar og Hannibal Lector-maske. Men tilfældet ville, at jeg vandt det pÃ¥ ebay for nogle mÃ¥neder siden hos en portugisisk sælger, der havde det meste af mandens produktion til salg. SÃ¥dan løber tingene sammen…
Tilegnet Henrik.
14. august 2007 kl. 21:57
Rigtig god historie, Capac.
Jeg tænkte bare pÃ¥, hvordan fa…. fik Gellerupscenen fingrene i John Cale?
15. august 2007 kl. 09:34
@vikleren: Jeg tror, at det var Studenterforeningen, der stod bag, men er ikke helt sikker. Jeg vil prøve, om jeg kan finde ud af det…