Sankthans og studenterjubilæum
24. juni 2013Jeg læser om Sankthans på wiki og erfarer, at denne aften, som så mange andre mærkedage i året, er en ugudelig blanding af hedensk og kristen tradition. Jeg holder mest af tanken – den hedenske! – om, at aftenen fejrer vinter- og sommersolhverv. Man kan også læse, at “den karakteristiske lyse nordiske nat giver de optimale betingelser for en smuk oplevelse”. Det med den lyse nat var vist so-so i går og mange andre sankthansaftener, for den danske sommer, hun er lunefuld og byder gerne på både grå- og regnvejr, når det passer hende. Det skarn.
Jo ældre jeg bliver, desto længere væk fra den kristne tankegang kommer jeg åbenbart og får desto større sympati for hedenske tanker, fordi mange af tankerne – som fejringen af sankthans – er forbundet med helt jordnære forhold, der stadigvæk spiller en stor rolle i menneskers liv. Fx årstidernes kommen og gåen. Forår, sommer, efterår og vinter. Og jeg tror, at denne grundfæstethed, er en væsentlig forklaring på, hvorfor kristendommen aldrig helt fik bugt med vores hedenskab. Og det til trods for, at kristendommen ‘med dens kultus af det abstrakte menneske, især i dens borgerlige udvikling, protestantismen, deismen osv.’ (Das Kapital, Marx Engels Werke,bd. 23, s. 93) er den mest adækvate religion den kapitalistiske vareproduktionssamfund. Eller måske netop som et sundt modspil til denne åndløse forhold.
Ovenstående overvejelser udspringer af den banale kendsgerning, at jeg heller ikke i år fik fejret sankthans. Jeg var lige kommet hjem efter en særdeles vellykket fejring af mit 40-års studenterjubilæum og et lige så vellykket gensyn med de gamle kammerater og nogle få lærere. Og fejringen sad endnu i kroppen – og sankthansfejringen ville blegne på den baggrund. Jubilæet vil være den begivenhed, der gør denne sommer til noget ganske særligt for mig. Måske vil solen ikke skinne så meget, som vi kunne ønske os. Men i øjnene på kammeraterne og i deres stemmer og hjerter, skinnede den blændende og med varme. Og det er alt nok for mig. Tak til alle de gamle kammerater og lærere for en mindeværdig dag og aften. Vi var noget ganske særligt dengang i 1973 – og er det åbenbart endnu.
