Hvem og hvad tjener de såkaldte digitale musiktjenester?

1. juli 2013
Det er snart længe siden, jeg har kommenteret den digitale udvikling pÃ¥ musikfronten. Men i dagens aviser kan man læse, at pladebranchen efter en række sløje Ã¥r er begyndt at tjene penge igen. Det er de sÃ¥kaldte digitale musiktjenester, der er skyld i den nye optur. 
Og det er ikke så overraskende. Alle tegn i sol og måne har i årevis peget på, at de digitale formater ville være fremtiden. Problemet har blot været pladebranchens langsommelighed og konservativisme. Men har brugt krudt på at beklage sig over faldende indtægter og på at jagte såkaldte pirater, der formastede sig ved at fildele musik o.a. på det store internet. Og det gik der mange år med.
Nu er de store pladeselskaber så omsider kommet på banen med musikstreamingtjenster som Wimp, Play, Spotify, iTunes og Napster, hvor kunderne mod en passende betaling kan lytte til millionvis af musiknumre døgnet rundt.
Og set fra en musikelsker synspunkt er det selvfølgelig glædeligt, at musikken sÃ¥dan bliver tilgængelig for mange og at musikbranche sÃ¥ smÃ¥t indstiller sig pÃ¥ internettets digitale vilkÃ¥r. Det burde bare være sket for mange Ã¥r siden. 
Men i al begejstringen er det nok ogsÃ¥ pÃ¥ sin plads med slÃ¥ lidt kold vand i blodet og lade den kølige eftertanke fÃ¥ lidt plads. For godt nok hedder det ‘digitale musiktjenester’ og ‘streamingtjenester’. Men hvad er det nu lige disse store supermarkeder tjener, nÃ¥r det kommer til stykket? Ja, det ikke primært musikken og musikerne, disse tjenester tjener. Men pengemændene bag. Som al anden privat virksomhed i dette samfund handler det først og fremmest om at tjene penge til investorerne. Det fremgÃ¥r tydeligt af en lille artikel pÃ¥ DRs nyhedsside, hvor man fortæller om perspektivet pÃ¥ omrÃ¥det for musikstreaming. Vi kan endnu frit vælge mellem iTunes, Play, Spotify osv., men hvor længe? For udviklingen – og kampen om markedet – gÃ¥r i retning af monopolisering. Inden for en overskuelig Ã¥rrække vil antallet af aktører pÃ¥ markedet være reduceret kraftigt – og den forsvindende konkurrence pÃ¥ produkt og pris vil resulterer i, at sÃ¥vel forbrugerne som musikproducenterne vil komme til at betale gildet. Musikbrugerne vil komme til at betale overpris for musikken – og musikere og komponister vil fÃ¥ mindre for deres værker.
Man kan beklage det, men det er svært at gøre noget ved det. For det er en indbygget tendens i den kapitalistiske konkurrence. Tendens mod monopolisering. Som en lektor fra Copenhagen Business School formulerer det, sÃ¥ er det det samme, hvad enten vi snakker om benzin eller musik. 
Men hvad kan musikerne og komponister sÃ¥ gøre ved det? De er jo til alle tider blevet udnyttet og udbyttet af musikindustrien? Tja. En mulighed er, at musikere og komponister gør det selv. Evt. indgÃ¥r fælleskaber for produktion og distribution af musik. Der er allerede masser af eksempler pÃ¥ den strategi. Men det er nok ikke tilstrækkeligt til at stoppe udviklingen pÃ¥ omrÃ¥det. Der er brug for opfindsomhed blandt musikere og komponister, hvis man vil undgÃ¥ konsekvenserne af monopoliseringen pÃ¥ musikmarkedet. 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

184 har læst indlægget
14,621