Gårsdagens filmoplevelse: World War Z
31. juli 2013
Zombierne er blevet mainstream. Hvad der i 1968 begyndte som et kultfænomen med George Romeros Night of the Living Dead er i det nye årtusinde blevet en populær del af underholdningsfilmene – på linje med vampyrfilmene.
I går aftes var jeg inde og se seneste skud på stammen, blockbusteren World War Z. Og med den film slås det indiskutabelt fast, at zombietemaet er blevet et mainstreamfænomen. Og det kan kan godt undre sig lidt over.
Men World War Z er ikke bare en zombiefilm. Den skriver sig ind i en ny trend i genren: zombierne som epedimi. Akkurat som tilfældet er i tv-serie The Walking Dead og den genredefinerende 28 Days af Danny Boyle, så er der ikke blot tale om en lokal, afgrænset flok zombier, der går efter menneskekød og -blod, men om en regulær epidemi, der truer hele menneskeheden.
Plottet i filmen er sådan set enkelt og lige ud ad landevejen. Den amerikanske familiefar Gerry – spillet af Brad Pitt – engageres modstræbende til at finde et svar på, hvorfor epidemien er brudt ud og breder sig med lynets hast. Jagten fører Gerry til Nordkorea, Israel og til sidst til England, hvor der findes en slags svar. Forenklet sagt er der tale om et kriminalplot. Og det understreges i en central scene, hvor Gerry taler med en ung virolog, der skal medvirke til at finde svaret. Han forklarer Gerry, at skurken i spillet er naturen. ‘Moder natur er en seriemorder’ forklarer virologen. Og som alle seriemordere lægger hun spor ud, fordi hun vil jages og fanges. Og virologen, der desværre dør, inden han når at finde de afgørende spor, forklarer også, at seriemorderens styrke ofte viser sig at være dens svaghed.
Uden at afsløre slutningen, kan jeg godt afsløre, at virologens analyse holder stik. Gerry finder et svar på, hvordan epedimien kan modgås – et svar, der bogstaveligt talt findes lige for øjene af ham.
Som zombiefilm betragtet er det lidt overraksende og ganske befriende, at filmen ikke dyrker zombieæstetikkens glæde ved kødgnaskende og blodsprøjtende zombier. Bevares, det er der, men det er nedtonet til fordel for en beskrivelse af zombiehærenes hærgen som store flokke af myrer, der kan forcere stort set alt. Og det kommer der mange spektakulære billeder ud af. Man forstår godt, at denne film er blevet dyr at lave.
Men filmen lever især på sin enkle krimihistorie. Skuespillet er ok uden at være imponerende. Brad Pitt fylder lige netop sin rolle ud – som endnu en af de ret fåmælte amerikanske helteskikkelser, der er en efterkommer efter halvtredsernes tavse sheriffer. Men heller ikke mere. Det er bestemt ikke en præstation, der er en Oscar-nominering værdig.
Men filmen er fermt drejet, og instruktøren forstår at fastholde spændingen helt frem til sidste scene.
Frøkenen, som var min ledsagerske, syntes, det var en god film. Og jeg kan kun give hende ret. Den er ganske underholdende og bestemt værd at bruge et par timer på som alternativ til sommertvkriminalfilmene. Men man kan sagten vente med at se den, til den kommer på dvd/blue ray.
Men for at vende tilbage til udgangspunktet. Hvorfor er zombietemaet så populært her i 2013? Jeg kunne ikke lade være med at fundere lidt over det på vej hjem i bilen. Er der mon tale om en moderne form for beredskabsfilm? Beredskabsfilmene opstod i USA og Storbritannien under Anden Verdenskrig og havde bl.a. til hensigt at sørge for befolkningerness moralske oprustning i kampen mod fjenden? Tendensen fortsatte i årene efter krigen, hvor fjendebilledet af de onde nazister, de grimme kommunister osv. blev dyrket ret så uhæmmet i Hollywood og associerede vesterlandske filmstudier.
Måske er World War Z et levn efter disse beredskabsfilm. I hvert fald giver slutningen, hvor Gerry slår fast, at kampen (mod zombierne) endnu ikke er slut – og formaner os alle om, hvor vigtigt det er at kæmpe. Som om vi alle et eller andet sted bør være parate til kamp mod en endnu ikke identificeret fjende, der findes blandt os selv? Men se selv filmen og gør dig dine tanker om zombietematikkens kulturelle betydning, Hermed anbefalet.
