Bourne Ultimatum – en moderne odyssee

26. august 2007

Da jeg sammen med fruen kom ud af biografens mørke med adrenalinen pumpende i kroppen, efter at have set Bourne Ultimatum, kom jeg til at tænke på den græske søhelt Odysseus, der med sine søfolk rejste ud og mødte en række udfordringer og farer for til sidst at vende hjem til sin ventende, standhaftige kone. En fantastisk fortælling, der har inspireret mange digtere og filmfolk siden hen, vi behøver blot at nævne James Joyce. Og en fortælling, som har rollen som en slags grundfortælling for vesteuropæisk fortællekunst og tænkning og har leveret et uopslideligt grundtema: identiteten. Hvem er jeg? Hvordan blev jeg den, jeg er? Og så fremdeles.

Bourne-fortællingen står i gæld til denne urfortælling om individet, der bliver sendt på en årelang – i Bournes tilfælde tre år – rejse gennem nutiden og tilbage i historien for at finde sig selv. I Bourne-fortællingen bliver det også en moderne fortælling om individet, der må kæmpe mod et bundkorrupt system, der kun vedkender sig magtens tale og dødens og løgnens argumenter. Dermed bliver det også en slags filosofisk fortælling om at søge og afsløre sandheden.

Det kan også være svært ikke at se et stykke civilisationskritik i filmens modstilling af det ærligt kæmpende individ over for et post-9/11-overvågningssystem, der har løsrevet sig enhver demokratisk kontrol. Samtidig er det også en fortælling, der er solidarisk med, men også kritisk over for, den klassiske amerikanske fortælling om den hævnende, udrensende ensomme helt… I det hele taget kan der lægges mange fortolkningsvinker ned over fortællingen.

Jason Bourne-trilogiens styrke som mainstream-action-film er, at manuskriptforfatterne og instruktørerne (i det seneste afsnit manusforfatterne Scott Burns, Tony Gilroy og George Nolfi – og instruktøren Paul Greengrass) på intet tidspunkt svigter filmenes præmis: At Jason Bourne er drevet af ønske om at genvinde sin erindring og at blive den han egentlig er – men for en tid har “glemt” – David Webb. Fortællingen og alle dens spektakulære detaljer er underordnet denne præmis. Derved undgår filmene den faldgrube, som har plaget mange amerikanske actionfilm de seneste årtier: At actionscenerne og kampscenerne bliver reduceret til udvendige, “tomme”, imponerende underholdningsindslag. Det var blandt andet problemet med flere James Bond-film, inden “Casino Royal” med Daniel Craig var med til at genrejse genren.

Bourne Ultimatum, som tredje afsnit hedder, fortsætter, hvor vi forlod Jason Bourne i toeren. I Moskva, efter den drabelig biljagt, hvor endnu en hitman møder sin skæbne. Via en naiv, engelsk journalist fra The Guardian, der er kommet på sporet af den store sammensværgelse, som Bourne er indviklet i, sættes Bournes bevægelse mod det konspiratoriske spindelvævs centrum i gang med bravour.

Filmens første scoop er en halvtime lang sekvens, hvor Bourne skal mødes med journalisten i myldretiden på Waterloo Station, der – som en af CIA-folkene siger er “et overvågningsmareridt”. Forfulgt af bagmænd og en dræber (en såkaldt asset) lykkes det med nød og næppe Bourne at få de ønskede oplysninger og fortsætte sin søgen. Som Bo Green Jensen skriver i sin anmeldelse af filmen, så må denne sekvens af filmen have været et “logistisk helvede” at gennemføre. Ikke desto mindre fungerer den perfekt. En drabelig forfølgelse, hvor Bourne både skal tage vare på den intetanende journalist og sig selv, finder sted, samtidig med at baggrunden oprulles i parallelle dialoger og anden kommunikation blandt bagmændene.

Både denne sekvens og flere af de følgende klippes i et tempo, som jeg ikke mindes tidligere at have oplevet. Vanvittigt hurtigt klippes der, men ikke hurtigere, end man kan følge handlingen. Det er i bedste og egentligste forstand med-rivende. Man får et regulært adrenalin-sus, der varer hele filmen igennem og faktisk vokser det sidste stykke.

Jeg vil også gerne fremhæve en enkelt anden scene i filmen. På et tidspunkt ender Bourne i Tanger sammen med den solidariske agent Nicky Parsons (spillet af Julia Stiles), hvor de konfronteres med endnu en af konspirationens effektive assets. En hektisk forfølgelsesscene, hvor Bourne jagter dræberen, der igen er i hælene på den flygtende Nicky, fører os gennem det tætbefolkede Tangers markedspladser og smalle gader, ind og ud af små labyrintiske huse, for til sidst at ende i en infight mellem Bourne og dræberen. Jeg mener ikke nogensinde at have set et så virtuost filmet og intenst slagsmål. Her er vi langt fra helteslagsmål, hvor helten efterfølgende blot kan børste støvet af tøjet og lade hånden glide gennem frisuren. Faktisk er man i tvivl om, hvorvidt Bourne klarer ærterne (selv om man selvfølgelig godt ved, at han skal…). Som fruen gjorde mig opmærksom på, så er fx lydsiden et studie værd. Hvornår har lyden af knust glas lydt så forfærdelig autentisk som her?

Filmens roller er stærkt besat. Hovedrolleindhaveren Matt Damon er et fund som den martrede, udsatte Jason Bourne/David Webb. David Straithern og Scott Glenn er mørke, farlige CIA-bagmænd med urovækkende manérer. Joan Allen spiller den hæderlige CIA-agent, Pamela Landy, der er den eneste i flokken, der har forstået, hvad der driver Bourne, og derfor kommer i konflikt med sine overordnede, der bilder sig ind, at de blot kan annullere Bourne. Og endelig skal Albert Finney ikke glemmes, selv om han kun spiller en lille rolle som superskurken Dr. Albert Hirsch. Han lyser altid op, hvor han viser sig.

Uden at afsløre noget, vil jeg også lige pege på slutningen, der er anderledes, end man er vant til i den slags sequel-film. Fortællingen om Jason Bourne er slut – eller er den nu også det!? Og så får smilet omsider lov til at komme ind i filmen, der ellers udmærker sig ved sin dødelige alvor.

Bourne-trilogien, som bestemt skal have sin æresplads i capacs dvd-samling, er et bevis på, at mainstream-action-underholdning sagtens kan være vedkommende på andre end rent underholdningsmæssige planer – eksistentielt, psykologisk, moralsk, politisk, æstetisk osv. God fornøjelse!
.
Teaser. Trailer 1.

Gem

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Carsten kommentarer:

    Ja, der er ikke nogen vej udenom: Jeg må ind og se den.

Skriv en kommentar

606 har læst indlægget
13,032