Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der bestÃ¥r af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder pÃ¥ Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom pÃ¥, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med hÃ¥ret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, gÃ¥r han ogsÃ¥ i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter ogsÃ¥ hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green ogsÃ¥ ind pÃ¥ spørgsmÃ¥let om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det ogsÃ¥ er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – sÃ¥ har alderen kun betydning pÃ¥ den mÃ¥de, at ca. 25 Ã¥rs intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forstÃ¥else, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green ogsÃ¥ pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

7 kommentarer

  1. Carsten kommentarer:

    Var til støttefest i Ungdomshuset (“Ungeren”) i gÃ¥r aftes. Her spillede det navnkundige og for nyligt genopstandne danske punkrockorkester Mental Midget, med den mindst lige sÃ¥ navnkundige forsanger Fritz Fatal, spille. Guitarist i Mental Midget er – Klaus Lyngaard.

    Det var ganske udmærket, men Fritz Fatal KAN ikke synge – hvilket er fint nÃ¥r man laver punk, men fungerer mindre fint nÃ¥r man som Mental Midget ogsÃ¥ forsøger sig med rigtig rock.

  2. klaus kommentarer:

    hvad betyder det, at man ikke kan synge, hvis man hedder fritz FATAL..?

  3. capac kommentarer:

    @Carsten/@Klaus: Vi kan konkludere: Fatal sangudøvelse..

  4. Carsten kommentarer:

    Egenrlig hedder han Fritz Bonfils, men er kendt som Fatal. Og så er jeg ellers enig med Capac :-)

  5. Kim kommentarer:

    Fritz Fatal eller Bonfils, var sanger i det gamle danske punkband “Before”, blandt andet sammen med Martin Hall. Dengang var bandet en af tidens anmelder-darlings. Blev vist nok genudgivet i 2003.

  6. joe kommentarer:

    han har mere nærvær på en scene end de fleste

Skriv en kommentar

1.924 har læst indlægget
13,401