CAPAC anbefaler: Sam Robas – Mississippialabamageorgiatennessee

4. november 2013

Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske sydstater og ikke mindst den musik, der udspringer af disse stater og de tilstødende. Den amerikanske populærmusiks vugge, den musikalske smeltedigel uden hvilken rocken aldrig var kommet i støbeformen.

Sam Robas – hvis borgerlige, danske navn er Ebbe Weile – har som rejseleder i sydstaterne et nært forhold til området og dets musik. Og det understreges af pladen, fx af sange som Mississippi Love Affair (skrevet af Marie Bergman), Hank Williams-konstruktionen “Only One Hank Williams Song Away” (der tekstligt består af citater af Williams-sange) og “Damn the Blues” (skrevet af Weile selv i samarbejde med Miller). Det er musik, der – naturligt nok – giver associationer til mange amerikanske plader. Og Ebbe Weiles rustne stemme lader billeder af Bob Dylan, Kris Kristoffersen m.fl. dukke op på det indre lærred. Men når det er sagt, så har Weile sammen med sit kompetente hold af musikere (Per Chr. Frost, gt. – Palle Hjort, keyboards – Michael Borup, bas – Kent Olsen, trommer og slagtøj – Ulrik Bust, saxofon – Jim Hawkins, piano og kordamerne Tina Mitchell Wilkins. Shawnda Birch og Suan Arbuckle)  fået skruet et album sammen, der også har et særligt anstrøg af dansk tungsindighed. Hvorfor vi danske har hang til det melankolske, kan man jo godt fundere over, men i hvert fald passer det lette mismod vældig godt til den tilbagelænede americana…

Pladecoveret på Sam Robas nye plade er holdt helt i sort-hvidt. Måske som et modspil til musikken, der i det kompetente hold af musikeres hænder nok er mismodig at lytte på, men også udstråler en varme og farverigdom. Og det er jo paradokset med melankolien: At den dybest set er vældig livsbekræftende. Som musikken på denne plade er det. Mississippialabamageorgiatennessee
lægger sig fint i forlængelse af andre fine americana-inspirerede plader, der er kommet her i landet gennem de senere år. Og fortjener at få mange lyttere blandt danske americana-elskere. Hermed anbefalet.

Sam Robas. Mississippialabamageorgiatennessee. EMSM Recordings. Udkommer i dag.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

577 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62