Velfærdsrettigheder og ligemageri

7. december 2013

Som bekendt blev det ikke til nogen finanslov med Enhedslisten. En af de hurdler, man ikke kunne kommer over i fællig var spørgsmålet om lovbundne velfærdsrettigheder til de ældre borgere (de famøse brusebade…). Man kunne spørge, om ikke det er ligegyldigt, om velfærdsrettighederne nedfældes i en lov eller om der afsættes fx en milliard til ældrevelfærden? Men det er ikke ligegyldigt, fordi de to muligheder har vidt forskellige perspektiver.

Den lovbundne velfærdsydelse vil med en lovgivning forpligte kommende regeringer på denne udgift – i hvert fald indtil en anden lov ændrer på forholdet. Hvormod en engangsydelse end ikke sikrer, at pengene går til det udpegede formål – det er der masser af eksempler på.

Stikker man et spadestik dybere i finanslovskonflikten, så handler det også om to forskellige samfundsmodeller. Den ene – den nuværende – hvor velfærden til enhver tid er underlagt det aktuelle kalenderårs finanspolitiske ramme. Og den anden, hvor det handler om en rimeligere fordeling af den samfundsskabte værdi. For det en lovbunden velfærd ville sikre er, at de såkaldt svageste i samfundet – fx de ældre pensionister uden anden indkomst end folkepensionen – får en lovsikret velfærd og dermed en lovsikret del af den lagkage, som hvert år skal fordeles gennem finansloven.

At det lige præcis er denne ideologiske kamp, finanslovsforhandlingerne drejede sig om, understreges af et nyt politisk udspil, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og uddannelsesminister Morten Østergaard kommer med i Berlingeren d. 6. december, hvor de to toppolitikere vil gøre op med, hvad de kalder “lighedsmageriet” og rettighedstænkningen. Med klart udspring i regeringens afvisning af Enhedslistens krav om velfærdsrettigheder retter Vestager sit skyts mod en anden velfærdsydelse, nemlig de lediges ret til seks ugers efteruddannelse/kursus. Under påskud af at ville sætte den enkelte ledige i centrum, vil Vestager fjerne de lediges ret til at opkvalificere sig selv. Selv om det lyder meget velment, at kan skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ikke gøre de seks uger til et universelt krav, som ledige kan gøre brug af, så er der dybest set tale om, at man – igen – berøver nogle af de svagest i samfundet en erhvervet ret. Oven i købet en, der er fastlagt ved lov. Man kan sagtens forestille sig, hvordan kommunerne vil praktisere Vestagers hensyn-til-den-enkelte i en virkelighed, hvor samme regering konsekvent presser kommunerne på økonomien. Jeg er ret sikker på, at vi vil få meget få kursister at se, hvis Vestager og Co. får deres politiske vilje.

Pudsigt nok er det en Venstremand, nemlig formandskandidaten Kristian Jensen, der får sagt noget præcist om, hvilket perspektiv de radikale politikeres udmeldinger peger i retning af: »Det er glimrende, at De Radikale på den måde forsøger at frigøre sig fra Socialdemokratiet. For hvis der er et parti, der har stået fast på de universelle rettigheder som en form for forklaring på det høje skattetryk, som vi har i Danmark, så er det Socialdemokratiet. Det her er et klart brud med den linje, og det er glædeligt, ligesom det er glædeligt, at de lægger op til at bryde med den lighedstankegang, der har ligget som en dyne over de seneste år i dansk politik. Det er der hårdt brug for« siger Jensen.

Ja, Socialdemokratiet stod engang – til trods for partiets indbyggede reformisme – for en politik, der pegede ud over et borgerligt-kapitalistisk samfund med økonomisk og social ulighed mod en samfundsmodel, hvor fordelingen af rigdommen blev bredt ud til alle befolkningsgrupper. Sagt på en anden måde, så melder de Radikale sig under de liberalistiske blå-sorte partiers fane, hvor Socialdemokraterne også er på vej hen. Der er al mulig grund til at være bekymret med hensyn til de kommende års økonomiske og sociale virkelighed.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

160 har læst indlægget
14,304