The Small Faces
4. september 2007
I går aftes var der et kort program på DR2 om kondomer, fra de gamle ægyptere til AIDS-tiden. Undervejs så man nogle klip fra et gammelt tv-gætte-underholdningsprogram, hvor en meget ung Jørgen de Mylius og en lige så ung Suzanne Brøgger medvirkede. Og jeg kan ikke se, læse eller høre om Mylle uden at få musikalske associationer. Som tidligere beskrevet (i smartloggen Torsdag, d. 4. maj 2006) har hans virke præget denne signaturs musikalske afhængighed meget.
Denne gang kom jeg i tanke om de mange gange Mylius reklamerede for albummet Ogdens’ Nut Gone Flake, som gruppen The Small Faces udsendte i 1968. Albummet var gruppens svar på Beatles Sgt. Pepper, deres psykedeliske plade. Pladecoveret var – og det gjorde Mylius meget ud af at fortælle og gentage – formet som låget på en pibetobaksdåse. Det var vist første gang man lavede et cirkelrundt cover… Pladen er i øvrigt udgivet i en luksus-cd-version i form af en tobaksdåse, indeholdende hele tre cd’er.
The Small Faces bestod af Steve Marriott, Ronnie Lane, Kenney Jones og Jimmy Winston, der afløstes hurtigt af Ian McLagan. De fik en kort hektisk karriere fra 1965 til 1969, hvor forgrundsfiguren Steve Marriott dannede heavy-bandet Humble Pie og de resterende slog kludene sammen med sangeren Rod Stewart og droppede Small i navnet.
Gruppen var et af de bands, der – af uforståelige årsager – aldrig rigtig slog igennem i USA. Man skulle ellers tro, at denne mod-gruppes stærkt amerikansk-inspirerede rythm-and-blues ville falde i amerikanernes smag. Til gengæld havde de så stor succes i Europa, hvor de fik en række solide hits med sange som debuten “Whatcha Gonna Do About It”, “Sha-La-La-La-Lee”, “All Or Nothing”, “Itchycoo Park”, “Lazy Sunday” og “Tin Soldier”.
Albummet Ogden’s Nut Gone Flake, der blev en kritiker- og publikumssucces, blev også en slags sidste kapitel for gruppen. Som det var tilfældet med Beatles’ Sgt. Pepper var det næsten umuligt for bandet at genskabe pladen på en scene. Kun en gang lykkedes det dem at gøre det, og det var i en BBC-tv-udsendelse. På det tidspunkt var rygterne om bandet opløsning i fuld gang.
For capac står Small Faces for noget af det mest seje, rockende, slidstærke musik fra den periode. De tilhørte en klasse, hvor man også finder The Rolling Stones.
Her er de med en fin optagelse af Tin Soldier fra Hollandsk tv:
Og en lige så fin optagelse fra svensk tv med deres vel nok mest kendte sang Itchychoo Park:
Og endelig en tidlig optagelse fra The Marquee Club (1966), hvor man virkelig kan høre deres rythm-and-blues rødder:
4. september 2007 kl. 18:51
Mig, veninden og Small Faces i samtale på en nattestille gade på Amager engang for lææænge siden.
4. september 2007 kl. 23:22
Ja, long time ago… ;-)