Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, hÃ¥ber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos pÃ¥ en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sÃ¥dan en granskning af bogrygge altid fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornÃ¥r mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker sÃ¥ venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? HvornÃ¥r jeg dog fÃ¥r læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – sÃ¥ satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 pÃ¥ cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje sÃ¥ pÃ¥? PÃ¥ hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. PÃ¥ hovedet. Og det forklarer mÃ¥ske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert pÃ¥ Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altsÃ¥ kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten pÃ¥ Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (mÃ¥ske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar

  1. Bo kommentarer:

    Pudsigt. Jeg sidder netop i dette øjeblik og lytter til Lynggaards CD.

Skriv en kommentar

943 har læst indlægget
14,000