Capac anbefaler: Johannes Andersen – Mellem skyernes skygger

7. februar 2014

Hvori består Bob Dylans storhed som kunstner? Spørgsmålet dukkede op i mit hoved, medens jeg lyttede til Johannes Andersens nye plade Mellem skyernes skygger. Forbindelsen mellem Andersen og Dylan blev skabt med Andersens debutalbum Natten er når – Bob Dylan på dansk, der udkom i 2012 og fik fine anmeldelser med på vejen – blandt andet af min kammerat og blogmakker Torben Bille.

En anden tanke, der dukkede op, var, at man som udøvende musiker måske ikke slipper ustraffet fra at beskæftige sig med Bob Dylan. Vi ved godt, at rigtig mange – også danske kunstnere – har ladet sig påvirke og inspirere af tekstmageren og sangskriveren Dylan. Fra Eik Skaløe til Steffen Brandt og altså Johannes Andersen. Men Dylans betydning handler om mere og andet end blot at skrive noget, der ligner hans tekster, eller at lyde som ham. Jeg tror, at Dylans storhed hænger sammen med, at han om nogen i den generation, der brød igennem i tresserne, har været eksponent for den moderne kunstners æstetik. En æstetik, der insisterer på det singulære individs dybt subjektive og dybt personlige fortolkning af den moderne virkelighed, samtidig med at den stod på skuldrende af og øste af en tradition.

Det er denne æstetiske dimension, jeg genkender og -finder hos Johannes Andersen snarere end simple associative ligheder. For også Johannes Andersen insisterer også stilfærdigt på den singulære fortolkning af den virkelighed, han nu kender bedst. Og som lidt forenklet sagt er en provinsvirkelighed langt uden for Valby Bakke.

Hvordan denne singulære fortolkning kommer i stand anslås allerede med den første sang “En sten i skoen”: “Indestængt had/ Horisont af beton/ På flugt i en ghetto/ Vender bare om/ Der er noget der klemmer/ En sten i min sko/ Har alt for travlt/ Til at tage den ud/ Container i brand/ Masser af vand/…”. Med enkle iagttagelser og sansninger, der udmønter sig i korte sætninger, males et mentalt billede, et billede af en sindstilstand, der uden at blive helt skarpt og alt for tydeligt antyder noget klaustrofobisk, udsat og jaget.

Mere konkret er sangen “Døde grise på min vej” om at være fanget i en lang kø på motorvejen: “Spilder min tid med at vente på at noget sker/ Kikker over grønne marker som ingen ser/ Ligger der døde grise midt på motorvejen?/ Døde grise på min vej...” Igen er det et mentalt billede, der tegnes op, af livet i moderniteten. Vi kender alle situationen, at sidde i en bilkø. Her løftes oplevelsen ud af den private oplevelse og bliver til en personlig oplevelse af en moderne udsathed med en nærmest almenpolitisk dimension: “Biler i det inderste spor køre langsomt frem/ Tænder et håb – og stopper så op igen/ Kæmper med uvidenhed og stilstand i højeste fart/ Føler mig fuldstændig nøgen og sitrende sart“. Tydeligst kommer udsatheden og det politiske måske til udtryk i “Jeg har gjort det”: “jeg har hørt det mange gange før/ Hørt fremmede stemmer uden for min dør/ Og det har sortnet for mit blik/ Bankende hjerte, ordene vil slet ikke/ Men verden lader som intet/ Bjerge vålter, floder løber tør/ Hvad er problemet?/ Bare vis mig, hvordan man gør/ Hvordan man gør”.

I “Et drømmehus” er det det falmende liv i det, medierne kalder Udkantsdanmark, der itale- og itonesættes. Et landsbyliv præget af forandring, forfald og forladthed: “Frysehuset står der stadig/ Forsamlingshuset bygget om/ Der er fest en gang om året/ Og mange, der ikke kom/ På toften bor Ingelise/ en ildsjål med energi/ Griner tit og långe/ Tånker på Vestervig“.

“Næste trin” tematiserer intimiteten mellem de to køn i en sang om at være ud og danse. “Nu spiller musikken/ Den spiller op til dans/ Hvis du vil danse med mig vil jeg danse med dig“. Men selv her i tosomheden med dens latente erotik (“Jeg kan mærke dig mod mig/ Mens vi svæver samme vej/ Dine lår mod mine ben/ Næste skridt er op til dig“) presser den moderne virkelighed sig på. Ræven roder efter føde i affaldet, en pige i bussen stirrer efter fyren, der ikke kom og garderobepigen Lis fortaber sig i en avis, medens hun tager sig af de besøgendes tøj. Den dobbeltbundede intimitet genfinder vi også i sangen “Øjeblikkets evighed”, hvor en tilsyneladende ro og stilhed brydes af en eksistentiel uro og ængstelse. “Der er stille, her er tyst/ Jeg er bange, gennemlyst/ Tunge skyer, regn og blæst/ Venter stille, den sidste gæst“. Her som i andre af sangene støder vi på en eksistentiel udsathed, der fremstår som et vandmærke i det liv, der er blevet kaldet moderniteten eller sågar postmoderniteten. Akkurat som hos Dylan og andre af de store i hans tradition, så er der en ofte uartikuleret uro og ængstelighed, der ligger latent under oplevelsen og sansningen af den konkrete virkelighed. Selv når kragen uden for vinduet sanses, mærker man en sitrende uro: “Kragen lettede fra plænen med et skrig/ På tunge vinger strøg den tæt forbi/Satte sig i træet uden mål og med/ Øjeblikkets evighed“.

Men ikke kun Dylan er med på pladen som en diskret forudsætning – andet ville også være mærkeligt. Vi støder fx på Jeppe Aakjær i sangen “Sidder og kigger på en tordensky”, hvor der sendes en tak til Aakjær. En sang skrevet i hans ånd så at sige. Men også en moderne sangskriver som Søren Kragh Jacobsen, som også befinder sig i et spor efter Dylan, sætter sig måske et spor på pladen. I hvert fald er det svært ikke at komme til at tånke på Jacobsens “Kender du det” (den om Mona, Mona, Mona…), når man lytter til Johannes Andersen “Kender du det”. Måske er Andersens sang i virkeligheden en voksen, moderne udgave af den gamle sang om fumlende teenagekærlighed – en sang, der ikke handler om kærlighed, men om de daglige uheld og den fremmedgørelse, man kan møde i den moderne virkelighed. At få stjålet sin cykel, blive overrasket af et voldsomt regnvejr, blive fanget i kassekøen, finde et hul i en tand og stå med et dankort, der er så slidt at det ikke virker, at få øje på en gammel ven osv. Små episoder i risikosamfundet, kunne man kalde dem.

Mellem skyernes skygger er samlet set en plade, der giver lytteren et sanseligt signalement af af en konkret subjektiv virkelighed. Musikalsk får Johannes Andersen hjælp af Nikolaj Heyman, der også er producer på pladen. Heyman udgør nærmest et One-Man-Band, idet han trakterer både guitarer, bas, tangenter, slagtøj og baggrundssang. Med undtagelse af et enkelt nummer – “Jeg har gjort det” – hvor Andersen har fået hjælp af Nils Torp, så står han alene for al musik og tekst. Og sangene, der deler sig i stille numre og uptempo-numre, ligger tydeligt inde for rammerne af det, vi betegner ‘roots’ eller ligefrem ‘americana’. Johannes har en god stemme, der udmærker sig ved en upåklagelig frasering, der lader teksterne stå prisværdigt klart for lytteren, selv om tekstarket ikke er lige ved hånden. Og med sin tilbagelænethed og varme passer stemmen perfekt til de melodiøse sanges lidt upolerede, skramlende arrangementer.

Kort og godt har Johannes Andersen begået et meget personlig, velafrundet plade, der uden tvivl vil være en af de plader, jeg vil huske tilbage på, når året er omme – og en plade, der ofte vil optage pladsen på min afspiller. Hermed varmt anbefalet.

 

Johannes Andersen. Mellem skyernes skygger. Produceret af Nikolaj Heyman. Jla Records. Er udkommet.

 

Opdatering: Som jeg plejer at gøre sender jeg altid en henvisning til min omtale til kunstneren/pladeselskabet eller den, der har været så venlig at sende mig et anmeldereksemplar. Således har jeg også gjort i tilfældet Johannnes Andersen. Og Johannes har kvitteret med en kommentar, som jeg synes jeg vil dele med jer, da den gør mig rigtig glad for det, jeg har skrevet:

Tusind tak for din meget interessante anmeldelse af min plade. Du har blik for ting, jeg ikke selv har tænkt over eller set. F.eks. den simple associative tekst i nogle sange. Ligesom du også vender Dylan på en meget fint måde endnu engang. Du har også fået noget nyt og spændende ud af Øjeblikkets evighed – uro. Spændende og interessant at blive belyst på den måde. Tak! Nye indsigter.
At du så slutter som du gør, varmer jo enhver, der bliver anmeldt. Det er jeg glad for. Meget.”

Ud over gode læsere, så er en sådan tilbagemelding den bedste form for anerkendelse, man kan få som skribent.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. Jørgen Olsen kommentarer:

    Takker for den fine anmeldelse af dette album af Johannes Andersen. Hvor er det godt nogle ‘tager sig af’ den musik der sÃ¥ at sige aldrig sendes pÃ¥ DR kanaler, og andre steder. Der findes sÃ¥ meget talent og kvalitet rundt om i landet som er ladt i stikken, hvis det ikke var for en side som din.

    Faldt over din side ved et tilfælde, men vil nu følge dine skriverier regelmæssigt.

  2. capac kommentarer:

    @Jørgen Olsen: Bedre anerkendelse kan jeg ikke fÃ¥ – end at nogen vil læse, hvad jeg skriver. Og sÃ¥ hÃ¥ber jeg, at nogen ogsÃ¥ vil anskaffe sig noget af den musik, jeg anbefaler. Fx Johannes’ fine album.

Skriv en kommentar

463 har læst indlægget
13,533