Capac anbefaler: Poul Krebs – Asfalt

24. februar 2014

Asfalt kalder Poul Krebs sin nye plade. Og pÃ¥ det enkle sort-hvide cover er hovedpersonen afbilledet med asfaltvejens midterstribe hen over det garvede, voksne ansigt. Asfalten er et billede. PÃ¥ de veje den farende musiker tilbagelægger, nÃ¥r han er pÃ¥ tur. Men man skal vogte sig for metaforernes lag. OgsÃ¥ her i Krebs’ sangskrivning skrider metaforen ud og bliver alt andet end simpel. Det fremgÃ¥r med stor tydelighed af sangen ”Lugten af asfalt”, pladens anden sang:

 Lugten af asfalt

mit tøj, mit hår, min hud

5 nætter om ugen

ruller jeg vejen ud

Lugten af asfalt

Neongrøn

Ét skridt tilbage

To skridt sniger jeg mig frem

Lugten af asfalt […]

Lugten af asfalt – drømmen om dig […]

Billedet forskyder sig fra den sanselig lugt af asfalt til drømmen om en kærlighed. ”Når det kommer til kærligheden/ står jeg i tjære – ikke i held” hedder det der, hvor tingene smelter sammen. Sansning, krop og drøm.

Og kærligheden og kæresteriet fÃ¥r sine besyv med pÃ¥ denne plade. I ”Vi tog heldigvis fejl”, hvor Krebs ledsages smukt af Lisa Nilsson, er det den modne besindelse pÃ¥ kærlighedens styrke, det drejer sig om. Om at gÃ¥ fejl af hinanden og om at ‘lære lidt hen ad vejen’. Det er en moderne version af Krebs gamle hit om kæresteriet ”SÃ¥dan nogen som os”, tilpasset de mellemliggende mange Ã¥rs erfaringer, men med troen pÃ¥ kærligheden i behold. Og meget smukt iscenesat med Lisa Nilsson som indlevende feminin modpol.

Også i ”Giv mig nu bare de øjne” handler det om at gå galt af hinanden og finde ind til kernen, sandheden i forholdet:

Giv mig nu bare de øjne

der piller alting ned lag for lag

Der kender sandheden om de smukkeste løgne

vi af og til gemmer os bag

”Der mÃ¥ være et sæt nye regler/ For hvordan kærester slÃ¥s” hedder det videre. Godt nok ‘lærer vi lidt hen ad vejen’ noget om spillets regler og kan drømme om en ‘modernisering’ af reglerne, men i sidste ende handler det om at se hinanden i øjnene bÃ¥de i direkte og overført forstand. Og Krebs’ sange er der en grundfæstet tro pÃ¥ kærligheden. Som det ogsÃ¥ kommer frem i ”Solen pÃ¥ min himmel”:

Du er solen på min himmel

Du er månen i min nat

Du er et dybt blåt hukl imellem skyerne

Hvor mit blik brænder sig fast

Kærlighedsforholdet som det sted, hvor bevægelsen går i stå, hvor man føler sig hjemme og finder en ro.

Det er kendetegnende for Krebs’ kærlighedssange, at han kan sætte ord pÃ¥ det mest smertelige og ømme uden at ende i det rene føleri og sentimentalitet. Godt nok er der gemt en romantiker i Krebs, men hans diskretion og udprægede sans for det usagte sikrer, at han ikke kører af sporet. Og sÃ¥dan er det langt hen med alle mandens sange. Han foretrækker antydningens kunst frem for den ligefremme, banale tale. Et eksempel er den godt skjulte samfundskritik, der ligger i sangen ”Ku vi være dem”. Sangen der indleder pladen foregÃ¥r i et gammelt tivoli ”der lugter lidt af candyfloss/ Fordi de nok mner – det er det der skal til/ og vi sikkert ikke har fÃ¥et nok”. Det ligger snublende nært at opfatte dette tivoli som et billede pÃ¥ den sociale virkelighed, vi lever i, ”en verden der falder fra hinanden” – og som vi mÃ¥ske kunne være dem, der holder sammen pÃ¥. Lige netop den sang understreger mÃ¥ske ogsÃ¥, hvor Krebs’ styrke som sangskriver ligger. Netop ikke i det store verdensperspektiv, men nede pÃ¥ hverdagsplanet, hvor individuelle situationer og øjeblikke er fulde af grænseoverskridende betydninger. Som i sangen om kvinden der cykler hjem fra arbejde, ”You gotta move on”:

Du står midt i verden – midt i verden af i dag

og tankerne går langt fra i takt

Og du synes alt det sorte det er gået lidt for vidt

Angsten kommer krybende for tit

Hvor ”Ku vi være dem” nok er pladens mest højttalende kommentar til tidsÃ¥nden, sÃ¥ belyser ”Yo gotta move on” den samme problematik fra en stille eksistens’ oplevelsesverden.

I ”Mest til solskin” fremkommer Krebs med en slags signalement af sin sangskrivning:

Jeg er mest til solskin – en lille plet i byen

hvor vinden holder fri og kaffen holder sig lun

Og jeg udspionerer mennesker der passerer

Jeg hører de kommunikerer med et åbent sommersind

Jeg er mest til solskin […]

Jeg er mest til solskin – skriver bedst i regn

Når himlen snører sig sammen – melankoliens tegn

Når den hælder al sin længsel udover byens trængsel

og det mønster i dråbernes vrimmel

er det min sang bliver skrevet af

Jeg er mest til solskin

Jovist, Krebs’ sange er – for at blive i billedsproget lidt endnu – gennemvædet af melankoliens tegn, selv om solen kigger igennem i de fleste af dem. Og sÃ¥dan er det jo med melankolien. Den findes der, hvor lys og mørke, sorg og glæde mødes. Og Krebs er god til at sætte ord pÃ¥ lige netop det, der ikke er hverken helt sort eller helt hvidt. Nænsomt fÃ¥r han besunget det uudtalte, det usagte, den merbetydning, der kan ligge i en konkret situation eller en bestemt oplevelse.

Og hans egen nedtonede, nærmest lavmælte sang understøtter på bedste vis sangenes indbyggede diskretion. Og kunstneren får den fineste opbakning af et hold musikere, der har fundet en god balance mellem den kollektive homogenitet og de enkelte instrumenters markeringer.

Pladen er til dels indspillet med levende publikum i studiet. Og det kan man godt høre. Der er en sprød stemnings af intimitet over flere af sangene. Og et ekstra plus er det, at Poul Krebs denne gang har valgt at få selskab i den vokale forgrund af ikke alene Lisa Nilsson, men også nordmanden Henning Kvitnes og sin danske kollega Michael Falch. De bidrager hver især med at give de i øvrigt karakteristisk melodiøse sange en ekstra dimension, der står godt til dem. Det ville være oplagt at invitere de tre venner med på en kommende tur rundt i landet.

Pladen er hermed anbefalet på det varmeste.

Poul Krebs. Asfalt. ArtPeople. Udkommer i dag.

 

Poul Krebs. Asfalt. ArtPeople. Udkommer i dag.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

367 har læst indlægget
13,297