Lo-fi-uglerne flyver igen – Capac anbefaler Owls Two

25. marts 2014

Tretten år efter debutalbummet Owls er Chicago-bandet Owls klar med opfølgeren, der blot hedder Two. Så man kan godt tale om et come back. Også fordi bandet har holdt en pause fra 2002 til 2012.

Men Tim og Mike Kinsella og deres makkere Victo Villareal og Sam Zurick forstår at samle tråden op fra dengang de startede som indierockband med det album, der nu er samlerobjekt blandt indierockafficionados.

En overskrift pÃ¥ det nye album kunne være “lo-fi” eller “low fidelity”. For der er ingen tvivl om, at Owls er yndere af en lydæstetik, der ikke stræber efter de professionelle studiers næsten klinisk rene lydbillede. Tværtimod søger Owls en lyd, der lugter langt væk af øvelokale. En lyd, der oser af ufiltreret liveoptræden. En lyd, der dyrker guitarernes forvrængning, den redundante støj og i det hele taget det grynede ogt støvede lydbillede. Der er en særlig autencitet ved Owls Two. En autenticitet, der stammer fra den nøgne produktion, der modsat de store dyre hi-fi-produktioner, minimerer afstanden mellem lytteren og kunstnerne.

Owls lægger ud med “Four Works of Art…”, der med de indledende riffs og trommerne seje puls leder tankerne hen pÃ¥ selveste Rolling Stones i det mere intense udtryk. Sangene pÃ¥ pladen har en klar melodisk kvalitet uden egentlig at bliver regulære popsange. Men det melodiske er en slags rød trÃ¥d om hvilken gruppen bygger deres musik op omkring. En musik, der kan beskrives som en slags kammerrock med klare eksperimenterende eller ligefrem improvisatoriske dimensioner. Ikke mindst guitarerne fÃ¥r lov til at udfolde sig og væve fascinerende lydtæpper for sangen. Fx i en sang som “I’m surprised…“, hvor det repetitive omkvæd “Going out. Come in” danner et melodisk-tematisk grundlag for eksperimenteringen. Det er ogsÃ¥ karakteristisk for sangene, at de brillerer ved et fravær af egentlig intro og afslutning. Man ryger lige ind i sangen og ud igen. De er som smÃ¥ stemningsbilleder, man træder ind i og ud af igen, for at forsætte ind i det næste.

Sangteksterne er ogsÃ¥ i en kategori for sig selv. Der er nærmest tale om en slags knækprosatekster, hvor det skorter pÃ¥ enderim og rim i det hele taget. Det er tekster, der swinger mellem det ligefrem absurde over det sære og til det poetiske. Tag for eksempel sang nr. 3 “The Lion…”: “The Lion ate its trainer at the circus/ The lion ate its keeper at the zoo/The lion ate its hunter in the jungle/ But me I’m Not Lion/ Not Self Not World Not Spirit/ Not Meaning Not Feeling/ But Moon./ I’ve seen hornets slaughter honeybees./I’ve watched hornets slaughter honeybees./One second to the next everything ended./The hornets slaughtered honeybees.” En absurd tekst, men samtidig en tekst, der skaber en stemning og en følelse, der forløses i musikkens tætte intensitet og af forsanger Tim Kinsellas stemme.

Samlet set er Owls Two en lille perle af et lo-fi-indierockalbum. En af den slags plader, der sikkert vil finde sin naturlige plads på diverse årslister over årets gode rockalbums, men især et album, der vinder ved hvert genhør og bliver et af den slags yndlingsplader, der får en særlig plads på pladereolen for plader, der holder og vokser lidt med tiden. Hermed anbefalet. Det er en af mine årsfavoritter.

Owls. Twos. Polyvinyl Records. Udkommer i dag.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

129 har læst indlægget
14,295