En aften med РSkousen & Ingemann p̴ Voxhall

12. april 2014

Levede det sÃ¥ op til dine forventninger?, spurgte min ledsagerske, da vi forlod Voxhall fredag aften efter koncerten med Skousen & Ingemann. Og jeg svarede tøvende noget i retning af: Jah… hvis jeg ellers havde haft nogle forventninger. For, hvis sandhedens skal frem, sÃ¥ havde jeg ikke rigtig haft nogle forventninger ud over den, at det jo kunne være sjovt at se, om konstellationen Skousen & Ingemann ville holde godt og vel fire Ã¥rtier efter de begyndte den rejse, der altsÃ¥ fortsætter en stund endnu.

Det korte af den lange er, at retroprojektet holdt – og mere end det. Det blev en pÃ¥ alle mÃ¥der vellykket koncert. Med Peter Ingemann pÃ¥ bas og i rollen som rejseguide, sprechstallmeister og entertainer blev publikum, som pÃ¥ denne aften have en majoritet af seniorer, taget med pÃ¥ en kort dannelsesrejse i makkerparret Niels Skousens og Peter Ingemanns musikalske bevægelse fra de vist nok muntre tressere og frem til i dag. Solidt bakket op af guitaristen Peer Frost (kendt fra Les Rivals og ikke mindst Young Flowers) og den Berklee College of Music-uddannede trommeslager Hans Fagt, kom vi vidt omkring i det musikalske katalog om makkerparret. Fra Niels Skousens solokatalog (Jeg vender mig i sengen, Palads af glas og Dobbeltsyn) over Musikpatruljen og Young Flowers og til selve Skousen & Ingemann og Herfra hvor vi stÃ¥r. Og det blev en koncert, der gjorde den fordomsfulde betegnelse “retro” til skamme. I stedet demonstrerede ensemblet, at hvis musikken og sangenes tekster er hold- og slidbare – og det er de i tilfældet Skousen – sÃ¥ betyder fire Ã¥rtier ikke sÃ¥ meget for det musikalske udbytte, man fÃ¥r i sidste ende. Selv om der var tale om et genoptryk af gamle, elskede sange fra dengang, sÃ¥ var der et nærvær og en intensitet i afleveringen, der fik en – mig – til at tænke, at 30-40 Ã¥r alligevel ikke er sÃ¥ lang tid, set fra et kunstnerisk perspektiv. Sangene fremstod helt friske.

BÃ¥de Niels Skousen og Peter Ingemann bestred deres roller med tilbagelænet autoritet og samtidig – mÃ¥ske paradoksalt – med et nærvær og et engagement, der ville kunne gøre mangen en ung musiker misundelig. Og de fik god støtte af den yngre Hans Fagt pÃ¥ trommerne, der tydeligvis nød rollen som rytmisk motor, og Peer Frost, der med sit økonomiske leadguitarspil sørgede for, at den røde trÃ¥d bagud – ikke mindst til Young Flowers – stod helt klar og ildrød. Og selv om Skousen & Ingemann stjal overskriften pÃ¥ plakaten, sÃ¥ var sandheden nok, at der mest af alt var tale om en bandpræstation. SÃ¥ledes var der plads til flere af Frosts fine, afmÃ¥lte soloer undervejs.

Og nÃ¥r sÃ¥ et stor del af salen – og med stor velvilje hos juniorsegmentet i salen – begynder at lave sange som “Isabell” og “Herfra hvor vi stÃ¥r” til fællessang (til Skousens og Ingemanns Ã¥benbare begejstring), sÃ¥ ved man, at musikken er kommet ud over scenekanten – og mere til. Hvem skulle have troet, at sangene fra “Herfra hvor vi stÃ¥r” er gÃ¥et hen og blevet en del af den aktive danske sangskat? Nej, vel?! Men det var bÃ¥de rørende og oplivende at erfare, at de gode sange ikke alene lever videre i dem, der var med dengang, men ogsÃ¥ har fundet vej til yngre generationers musikalske hjerter.

Jo, Skousen & Ingemann tog alle stikkene hjem og kunne roligt gÃ¥ ud pÃ¥ byens smÃ¥ listige steder (som Ingemann foreslog) og sende publikum videre. Og jeg kunne kun gÃ¥ ud i natten med et stille ønske om, at d’herrer Niels Skousen og Peter Ingemann mÃ¥ske ville finde vejen til studiet og indspille en aktuel opfølger til Herfra hvor vi stÃ¥r eller – mÃ¥ske bedre – fÃ¥ lavet en liveoptagelse af deres nye koncertaktiviteter.

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

381 har læst indlægget
13,536