Når det danske sprog dør
19. september 2007Vi har svært ved at forestille os det. Men faktisk er det ikke utænkeligt: At det danske sprog uddør. Berlingske bringer nyheden om de truede sprog.
National Geografic har sammen med Living Tounges Institute for Endangered Languages (!) fundet ud af, at der dør et sprog hver 14. dag. De truede områder befinder sig pt. i det nordlige Australien, det centrale Sydamerika, det nordvestlige Amerika, Østsiberien og det sydvestlige USA. Tankevækkende er det, at ud af verdens omkring 7000 sprog har kun halvdelen et skriftsprog. Det betyder, at et talt sprogs uddøen også betyder tab af sprogbærernes visdom, myter, fortællinger osv.
Synderen er – selvfølgelig – den såkaldte “globalisering”. Vi får se, om “globaliseringen” ikke også tager livet af det talte danske sprog…
Apropos: Bevægelse for det danske sprog og Budstikken,
Modersmålskredsens blog.
19. september 2007 kl. 10:11
Jeg diskuterede det engang med en mand fra Baskerlandet, og selvom sproget dernede igennem de senere Ã¥r faktisk har gennemgÃ¥et en “revival”, som fÃ¥r mange af omrÃ¥dets spansksindede og -sprogede indbyggere (i hvert fald en af og til højtrÃ¥bende minoritet) til at brokke sig, forklarede han, hvordan det kunne være meget frustrerende og svært at holde stand som baskisk-sproget familie: Man gebærder sig i en dagligdag og et arbejdsliv, hvor alle *skal* kunne tale spansk, men hvor ingen *behøver* at kunne baskisk for at klare sig – det betyder, at sproget som udgangspunkt er presset.
Rent kulturelt gør noget lignende sig gældende: Selvfølgelig kan forfattere da skrive bøger pÃ¥ baskisk, eller rockbands synge pÃ¥ det (og det er der da ogsÃ¥ nogen, der gør) men i sidste instans – nÃ¥r nu *hele* det baskisksprogede publikum ogsÃ¥ kan læse/forstÃ¥ spansk flydende, sÃ¥ hvorfor satse pÃ¥ de kun 25% af Baskerlandets befolkning, der kan baskisk, i stedet for de 100% af hele Baskerlandet *og* resten af Spaniens befolkning, der kan spansk …?
I sommers var jeg pÃ¥ ferie i Wales, hvor noget lignende gør sig gældende: Alle er nødt til at kunne engelsk for at klare sig, hvilket omvendt betyder, at ingen for sÃ¥ vidt er nødt til at kunne walisisk, og mange f.eks. forfattere vælger at skrive pÃ¥ engelsk, medmindre det et for at foretage en politisk statement – men den walisiske (generelt: lokalsprogede) litteratur mister noget ved at blive til vehikel for nationalisme eller nationalfølelse.
Og noget lignende kunne man faktisk ogsÃ¥ forestille sig ske her i Danmark – i de tekniske fag som hvor jeg selv arbejder, er det allerede et betydeligt større handicap ikke at kunne engelsk (i hvilket fald det er udelukket, at man skulle kunne passe et arbejde i den teknisk/naturvidenskabelige genre) end ikke at kunne dansk (hvilket jeg har haft kolleger, der ikke kunne). Det ville naturligvis stadig være en overdrivelse at pÃ¥stÃ¥, at dansk ligefrem skulle være truet … men det kunne komme, stille og roligt, efterhÃ¥nden som brugen af engelsk som lingua franca trænger sig mere pÃ¥.
23. september 2007 kl. 23:40
Jeg tror hele verden ender med at tale, mere eller mindre, det samme sprog og at sproget bliver en forvanskning af engelsk, med smaa lokale forskelligheder.
Det ville vaere spaendende at se om vore tip-tip-tip-oldeboern vil synes vi er en flok analfabeter, fordi vi alle insisterede paa at vedligeholde tusindvis af forskellige sprog, i stedet for at lette kommunikationen og snakke det samme sprog.