Colombo Рog s̴ mig

21. september 2006

Min lovsang for de engelske kriminalserier i tv, senest Jericho, fik mig til at tænke lidt over en kommentar, jeg skrev til Carsten, om mit spegede forhold til amerikanske serier, fx Colombo, der jo ogsÃ¥ kører for tiden i dansk tv – i reprise.

Colombo (og mange andre amerikanske detektiv-serier) har aldrig rigtigt sagt mig noget. Og det kan jo godt undre lidt, nÃ¥r nu serien er en global succes og har været det i mange Ã¥r (uden, at det skal forstÃ¥s sÃ¥ledes, at jeg gÃ¥r ind for argumentet: 1.000.000 fluer kan ikke tage fejl, spis l… !). Bevares, jeg synes da, Colombo er meget hyggelig. Men, det er mÃ¥ske ikke lige den oplevelse, jeg forventer af en krimi! NÃ¥r jeg – nødsaget af fruens tv-ønsker – nu og da ser Colombo, i hvert fald i uddrag, sÃ¥ keder jeg mig jævnt, for at sige det, som det er.
MÃ¥ske giver Carstens analyse et clou (for nu at blive i krimi-jargonen) til forklaringen pÃ¥, hvorfor Colombo, Kojak og lignende amr. detektivhistorier ikke rigtigt fænger hos mig. Henvisningen til filosoffen Peter Thielst, der sammenligner Colombos detektiviske efterforskning og resonnement med filosoffens ræsonneren, og Zizeks pointering af, at spørgsmÃ¥let whodunnit, som er væsentlig i klassisk kriminalprosa – The Golden Age Mystery – som fx Connan Doyles eller Agatha Christies, er af underordnet betydning i forhold til selve udredningsprocessen, bidrager mÃ¥ske med en forklaring pÃ¥ problemet.

Det essentielle i Colombo er sÃ¥ledes det rene puslespil. Fokus er pÃ¥ Colombos jagt pÃ¥ stumper og stykker, der kan sættes sammen til en løsning af mordgÃ¥den, sÃ¥ morderen – som seerne har kendt fra starten af – kan anholdes. Colombo tilhører den genere, man kalder: The inverted detective story. Der ikke ret meget fokus pÃ¥ fx Colombos privatliv og hans forhistorie, miljøerne er temmelig abstrakte, det historiske spiller en ubetydelig rolle osv. Positivt kan man mene, at Colombo er en moderne detektivfortælling, der koncenterer sig om det essentielle, den detektiviske rationalitet. Sherlock Holmes i rendyrket form. Uden for mange udenomsværker. MÃ¥ske er det ogsÃ¥ forklaringen pÃ¥, at Colombo kører rundt i en ældgammel bil og gÃ¥r rundt i den berømte forvaskede, slidte trenchcoat i miljøer, der er strømlinede og med pÃ¥ moden: Colombo er i en vis forstand tidløs. Han inkarnerer detektiven – uden for den historiske sammenhæng.
Men det er lige præcist udenomsværkerne, der gør det for mig. Det er mÃ¥ske, fordi jeg er uddannet litterat med hang til psykologi, historie, kultur osv. Kriminalhistorier er – for mig i det mindste – interessante og underholdende at læse, fordi historierne om enkeltstÃ¥ende forbrydelser (typisk: mord) er beretninger om noget grundlæggende i et bestemt, historisk mærket samfund – og i den menneskelige natur (el. psyke, om man vil). Gennem analysen af forbrydelsens lovoverskridelse fÃ¥r man et spektrum, hvorigennem man kan – i bedste fald – kan se, hvordan dette samfund fungerer (eller snarere: ikke fungerer), og hvordan menneskenes begær efter kærlighed, sex, penge, magt osv. fÃ¥r dem til at handle umoralsk og uetisk, men sÃ¥re menneskeligt. Gennem den detektiviske proces, analysen og forstÃ¥elsen af det kaos, der opstÃ¥r, reetableres en orden, som vi, tilskuerne/læserne, finder bekræftelse i. Lidt forenklet udtrykt. I den forstand kan man mÃ¥ske sige, at de engelske serier er gammeldags, og de amerikanske moderne eller sÃ¥gar postmoderne. Det kunne man sikkert godt argumentere for. Men lad det nu ligge.

Bo har skrevet et længere interessant indlæg i forlængelse af ovenstående! 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. klaus kommentarer:

    bo’s karakteristik af morse som præsten er egentlig ganske præcis, den empatiske detektiv for hvem følelserne hele tiden kommer i vejen, men som heldigvis er bistÃ¥et af den snusfornuftige og systematiske kordegn (lewis), der som regel er den der leverer de afgørende brikker undervejs… mon ikke én af forklaringerne pÃ¥ seriens succes og tilsyneladende uopslidelighed netop ligger i, at den kombinerer disse to klassiske detektiver..? og nu sidder jeg sÃ¥ og funderer over hvor maigrét, efter min mening den største efter sherlock holmes, passer ind i billedet..?

  2. capac kommentarer:

    Det kristne kommer selvfølgelig ogsÃ¥ ind, fordi Morse (og andre) opererer i en dybest set kristen kultur, hvor syndsbevidstheden rumsterer i alle kroge og hjørner…

  3. Carsten kommentarer:

    Jeg har faktisk en artikel om Maigret og filosofi liggende et sted: Lede, rode, rumstere – hum, den er der ikke lige. MÃ¥ lige kigge en ekstra gang.

    Dorothy L. Sayers – hende med Peter Wimsey – har faktisk skrevet en artikel som hedder noget i retning af “The Philosopher as detective”.

Skriv en kommentar

3.378 har læst indlægget
13,593