Journalistikkens hyperrealitet: Fra Nybroe til Larrain
31. oktober 2007
På Center for vild analyse har man også kastet sig over fænomenet Paula Larrain og diverterer med en interessant psykoanalytisk inspireret analyse af konflikten mellem Paula Larrains kendis-kandidatur og opponenten Helle Sjelle, der mener, at det gælder om selv at bidrage med noget. Begge har et problem med den demokratiske repræsentation. Paula mener, at det er nok at være kendt, Helle, at det er nok at bidrage. Men hvor er det repræsenterede? I det repræsentative demokrati repræsenterer man jo nogen. Man er “folkevalgt” og repræsenterer – formelt set i hvert fald – “folket” eller “folk”. Men det synes ikke at bekymre de to damer.
Nu er det ikke første gang, vi i denne blog har behandlet journalisternes problem med repræsentationen. For et stykke tid siden omtalte vi tv-journalisten Jeppe Nybroe, der fik ørerne i maskinen, fordi han tog let på repræsentationen af “virkeligheden” ved at pynte med lånte granatknald. Han opdigtede med andre ord.
Man kunne udkaste den teori, at det, vi er vidne til med Nybroe og Larrain, er journalistikkens bevægelse i retning af en Baudrillards hyperrealitet. En realitet, hvor tegnenes henvisning til andet end sig selv bliver mere og mere ligegyldig. Forestillinger som “troværdighed” og “objektivitet” spiller en mindre og mindre rolle, og det er kun public-service-institutionen DR som seriøsitetens sidste bastion i tv-mediernes række, der endnu – for en tid – kan forfægte “troværdigheden” som et journalistisk ideal. I den journalistiske hyperrealitet er repræsentationen sat på spil – i enhver betydning af dette udtryk.
Man kunne se den lethed, hvormed Larrain har bevæget sig fra speakerrollen over TV2 bonede dansegulve til det Konservative Folkepartis mediebårne kandidatur, som et godt argument for sådan en tanke.
