Da jeg blev bymenneske

3. november 2007

Et foto af en vÃ¥d, mørk mark fremkaldte en stemning af melankoli og mismod. Engang i mine yngre dage – før IC-3-togenes tid – rejste jeg ofte mellem Ã…rhus og Esbjerg. Enten via Fredericia eller – som det var muligt en overgang – via Herning. Tilbage til barndommens by. Tilbage til det vestjyske.
NÃ¥r man har rejst turen mange gange, sÃ¥ kommer man til at kende enhver detalje og enhver forandring, som Ã¥rstidernes skiften afsætter i landskabet. Hver gang toget passerede den jyske højderyg fik jeg den der fornemmelse af “at være tilbage”. Det flade land med dets mere og mere sparsomme bevoksning af træer. Overgangen fra løvtræer til forblæste graner og fyrretræer.
Landskaber er stemninger. Engang læste jeg en fremragende semiotisk analyse af en novelle, der påviste, hvordan landskabet og vejret stod i direkte forbindelse med de fiktive personers følelser og stemninger. Og sådan er det nok også i virkeligheden. I hvert fald blev jeg altid ramt af en vis misstemning, en diskret melankoli, et svagt mismod, når jeg øjnede de våde, nøgne markområder i det vestjyske. Det var på de ture, jeg fandt ud af, at jeg nok skulle leve mit liv i byen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Allan kommentarer:

    Meget parallel beskrivelse af de stemninger der bemægtiger sig mit sind når jeg kører vestpå.

    En ting jeg savner meget ved at bo derovre er den store, store himmel. Her i Århus er der altid enten bakker, bygninger eller træer i vejen.

  2. capac kommentarer:

    @Allan: – og Vesterhavet i al dets magt og vælde.

Skriv en kommentar

348 har læst indlægget
14,304