Capac anbefaler: Arne Würgler – Det der er

1. maj 2014

Og hvad blev der så af den politiske sang? Spørgsmålet ligger lige for – snublende nær – på sådan en smuk 1. maj dag. Og meget passende så rammer den gamle agit-pop-musiker Arne Würglers nye plade Det der er butikkerne i dag.

For selv om det efterhånden er mange år siden Würgler skiftede progrocken (Pan og Blast Furnace) ud med den politisk orienterede musik, bl.a. i det frugtbare samarbejde med Benny Holst i halvfjedserne, så har det politiske engagement og sentiment ikke sluppet sit greb i den nu 70-årige sangskriver og musiker. Den knyttede røde næve er muligvis nede i lommen og den klart tonende agitatoriske retorik skubbet om bag i hovedet, men den klare politiske holdning lader sig ikke kue og ligger som et klart vandmærke i Würgler sange, der alle tager deres udspring i det konkret levede liv.

Pladen lægger ud i fuldtonende dansk country – ikke mindst takket være den garvede countryrocker Nils Tuxens pedal steel – med sangen “Mandag Morgen”, der er enkel sang om at vågne op mandag morgen. Dagen er en gave, forstår man. En gave man skal tage imod med åbent sind og åbne arme. Selv om livet ikke er helt så frit og godt som det burde være: “Det er mandag morgen/ I mit tremmebur/ Lågen den er åben/ til en fortorvstur/Væk er nattens mørke/ skolebørn på vej/ Er der noget i luften/ Et morgenbud til mig?

Tydeligere bliver det politiske bud i sangen om “Tårnet”. Tårnbyggeriet i byen som et billede på en samfundsudvikling, hvor nogle må arbejde for at andre kan blive rige. En slags verdslig udgave af den bibelske historie om Babeltårnet: “Tårnet er en himmelsti/ Bygget af de alt for rig/ Skyer dækker tårnets top/ Helt til himlen skal det op“. Men ved siden af tårnet vokser også noget andet: “Pludselig skælver svejsestål/ Røgen stiger op fra bål/ Natten viger dagen gryr/ Solen skinner gennem skyer/ _Dybt i gader vågner liv/ Fri af mørkets tidsfordriv/ De, der faldt rejser sig/ _Spirer op som occupy“.

Sangen er en stille, lidt vemodig ballade. Og også her får Arne Würgler hjælp af Tuxen på strenge. Desuden medvirker Werner Becker på piano og Sine Bach Rüttel med en dejlig pigebackingsang. De tre udgør Würglers band på pladen. Lidt, men godt.Den politiske sang på denne plade bevæger sig mellem kamp og kærlighed. Mellem nøgtern, registrerende realisme og diskret håbefuldhed. Som i “Forårssang”, hvor foråret ikke alene er årstiden, men også et billede på en ny tid, der kan og bør komme: “Som en forårs brudebuket/ Jorden er et dejligt sted/ Hvis bare alle/ Kan få lov til at være med”. Og den sambaagtige, let svingende melodi understreger den boblende forhåbningsfuldhed, livskraften og – glæden i sangen, der besynger forårsmiraklet, der er svanger med løfter om en bedre fremtid for os alle.

Arnes og Sines stemmer danser nænsomt om hinanden – næsten som et billede på, hvordan miraklet kan blive til virkelighed.Kærligheden får ordet i den fine lille vuggesangsagtige “Nyd din bedste tid”, der er henvendt til et sovende barn, men samtidig rummer en ramsaltet kritik af et dansk skolesystem, med læring og test, fravær af leg og fest og alvor i stedet for sjov. Og søvnen og drømmen bliver billedet på den bedste tid, vi har – og kan få. Jo, kærlighed og politisk bevidsthed (orv, skrev jeg det…) går hånd i hånd hos Arne Würgler, og det ene går ikke uden det andet. Würgler politiske sangskrivning er ikke politisk i klassisk emfatisk forstand. Würgler behersker den diskrete, underforståede måde at sætte almentpolitiske ting på dagsordnen og i musik. Et godt eksempel er sangen “Smalltalk” om et par, der mødes, da hun er kommet med flyveren. Og mødet går op i netop smalltalk, men lytter man godt efter, så handler den måske allermest om den overfladiskhed, der altid er en trussel mod forholdet mellem mennesker i en tid, hvor vi altid er på vej mod et eller andet: “Nå, men ses vi i morgen? ja det gør vi da vel/Så kan vi rigtig snak/ Ja, men så farvel…”. Den rigtige snak udskydes, lige som det rigtige samfund og det rigtige liv. Det er en forfinet politisk sang, sådan anskuet.

Den mest direkte politiske sang på pladen er måske den personligt bekendende “Jeg er en rigtig lømmel”, hvor Arne med underspillet ironi opfordrer myndighederne til at putte sig i fængsel, fordi  han er “en farlig fyr” der går ind for “sol og vind”. Med en hørbar kristen undertone fremstiller den gamle socialist sig som moderne klimapolitisk lømmel. Der går en lige rød tråd fra halvfjerdsernes anti-atomkraft-bevægelse til denne fine, lille sang om at være politisk tændt af en truende klimakatastrofe. Og tråden fortsætter ind i titelsangen, Det der er, hvor fortid og nutid bindes sammen: “Gi mig en revolte/Sagde folk engang/ Nu det længe siden/At nogen sang den sang/Og de der bruger hornet/fatter ej en dyt/ Det der er – er ikke/ Noget der er nyt”.

Tiderne skifter, og i dag ligger revolten vist ikke lige for, og der er ikke hjælp at hente fra de kloge på bjerget, men et kys midt i natten er nok til at kalde os tilbage til denne verden og dens muligheder. Kærligheden og håbet er ledetrådene i det würglerske sangunivers. Arne Würgler har ikke nogen stor stemme, målt med sangskolealen, men han bruger den stemme, han har, med al den erfaring, han har efter en halv menneskealder i musikkens tjeneste. Fraseringer sidder lige i skabet og ordenes og sætningernes klarhed fremstår eksemplarisk, så der næsten ikke er brug for det fine tekstark, der er i den medfølgende booklet. Og sangene svinger musikalsk mellem de countrymærkede sange og modne ballader med klare popkvaliteter.

Pladen indeholder ialt 17 sange. Og vi kommer godt rundt omkring. Fra de arbejdsløse, de rige, de udsendte danske soldater og de personlige sange. Sange, der alle er holdt oppe af et uundertrykkelig håb og en urokkelig tro på, at det kan bliver bedre, hvis bare vi vil. Med sit lille hold af musikere og Sine som backingvokal har Arne Würgler, der både er en forfriskende, personlig og overbevisende opdatering af den politiske sangskrivning, som vi har en ganske fornem tradition for i lille Danmark, og et fornemt voksent singer-songwriter-album, der naturlig glider ind i ens pladesamling på linje med Benny Holst, Johannes Andersen og Billy Bragg.Hvis du alligevel ikke skal ud og svinge med de røde faner og drikke de obligatoriske øl, så kunne du jo i stedet for gå hen til pladehandleren og købe Würglers plade, for det fortjener den – og det vil være helt i ånden fra 1. maj.

 

Hermed varmt anbefalet.

Arne Würgler. Det der er. Cope Records. Udkommer i dag.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

437 har læst indlægget
14,404