Skat – i Glistrups slagskygge

11. november 2007

Glistrup modtager samfundets straf...

Hvad handler det aktuelle folketingsvalg om? Skal man tro den borgerlige sognepræst Kathrine Lillør, så er der reelt set kun et tema i valgkampen, nemlig skatten. Skal den stige? Skat den sænkes? Skal den stoppes?
Selv om jeg tror, at det er en forenkling af, hvad der foregår i en i øvrigt temmelig diffus valgkamp, hvor danskerne er mere forvirrede end nogensinde tidligere, så er der ingen tvivl om, at skatteuhyret stikker sit hoved frem i mange sammenhænge. Fx i velfærds-debatten. Skattedebatten, hvis man da kan kalde tematiseringen af skat for en debat, er meget underlig. Hvorfor mon?
Jo, den dybt præget af en skikkelse, hvis navn nærmest er glemt i dag: Mogens Glistrup. Da den daværende jurist og landsretsagfører den 30. januar 1971 dukkede op på DR TV med sit 0-skattekort og sammenlignede skatteunddragere og -snydere med besættelsestidens sabotører, sprøjtede han politisk dioxin ind i skattedebatten. Siden har den været forgiftet. Og den dag i dag hænger Glistrups lange slagskygge ind over debatten.
I den verserende valgkamp kan man fx opleve Ny Alliances Naser Khader falde totalt igennem i sit forsøg pÃ¥ at forklare, hvad 40% beskatning til have af konsekvenser for en almindelig borger. Partiets ledende skikkelser undskylder han med “udmattelse”, men der er snarere tale om et symptom pÃ¥ skattedebattens afsporing efter Glistrup. Der snakkes procenter, top-, mellem- og bundskat. Og enten skal skatten sættes ned eller i hvert fald holdes i bero (“skattestop”). Stige skal den i hvert fald ikke. For sÃ¥ er man “uansvarlig”. Og det til trods for, at det samlede skattetryk er steget stødt under den nuværende og den foregÃ¥ende regering.
Derimod er der ikke megen snak om, hvad vi faktisk får for vores skattepenge. Eller om, hvorvidt pengene kunne bruges anderledes og bedre. Og det er lidt underligt. I det forgangne år har man fx kunnet læse socialrådgiverne i det offentlige bruger højst 25% af deres arbejdstid på socialrådgivningsarbejde. De resterende 75% bruges til adminstration (dokumentation, evaluering, kontrol, registrering etc.). Lignende forhold gør sig gældende for de ansatte i landet store jobcentre. Det samme gør sig gældende på ældreplejeområdet, det pædagogiske område, uddannelsessektoren osv. Selv om ledende politikere som fx socialminister Karen Jespersen med statistik og procenter i mund benægter elendigheden, så kan enhver med berøring til den offentlige sektors forskellige sammenhænge ved selvsyn konstatere, at det står sløjt til. 75 ører til bureaukratiet, hvis nytte sjældent diskuteres, og 25 ører til det faglige arbejde.
Hvorfor er det gÃ¥et sÃ¥dan? En forklaring kunne være, at glistrupismens forgifning af skattedebatten har medført en kontamination af hele den offentlige sektor, der er blevet genstand for en afgrundsdyb mistillid. For at sikre, at vi fÃ¥r noget for de betalte skattepenge, sÃ¥ skal hver eneste arbejdstime dokumenteres, hver eneste øre redegøres for. Over hele den offentlige sektor ligger Glistrups store marcipanduftende slagskygge som en centertung fjerdyne af mistillid, mistro, mistænkeliggørelse, “kvalitetssikring”, kontrolhysteri osv.
Det lykkedes dengang at få Glistrup jaget på porten og diskvalificeret som politiker, men inden da havde han lagt beslag på de ledende politiske hjerner i dette land.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

449 har læst indlægget
13,652