Capac anbefaler: Howling Bells – Heartstrings
1. juni 2014
I morgen udkommer The Howling Bells med deres fjerde album Heartstrings. Bandet er et nyt bekendtskab for mig, men jeg kan forstå, at vejen hen til dette fjerde album har været lidt ujævn. Således fik deresf foregående plade The Loudest Machine blandede kritikerord med på vejen. Moje kanoniserede albummet som bandets hidtil bedste. New Musical Express vendte tommelen nedad og kaldte pladen en flad omgang middle of the road-musik. Men pladen solgte vist helt pænt og viste sig på hitlisterne i Storbritannien og Australien.
Efter den oplevelse har bandet holdt en mindre pause, hvor forsangerinden Juanita Stein er blevet mor for første gang og de øvrige bandmedlemmer har medvirket i andre musikalske projekter. Og måske har pause gjort godt, for albummet Heartstrings er blevet ganske heltstøbt.
Coveret sender med sin grafik og opsætning tankerne hen på filmens verden. Og der er også noget filmisk over musikken på pladen, der godt kunne opfattes som soundtracket til en imaginær spillefilm.
Den indledende sang “Paris” afslører ganske fint, hvad Howling Bells står for nu om stunder. Grungemættede guitarer indleder sangen og introducerer Juanita Steins lidt hæse, men også meget feminine stemme, der ubesværet bevæger sig fra det lavmælt Nico-reciterende til den fuldttonende, klare rocksang. Og “Paris” er en langsom rocksang, der har popvellyden og -melodien i sig.
Og sådan er det hos Howling Bells anno 2014. Deres indierock bevæger sig hele tiden på kanten af regulær pop i kraft af enkle velfungerende popmelodier. Og Juanita Stein har bestemt en popsangerinde gemt i sit hjerte. Men hun holdes fast på sporet af sin egen og Joel Steins vilde rockguitarer, der står i gæld tll både grungen, shoe-gazer-rock og den britiske post-punk. Det er musik, der i høj grad lever af sin medrivende popmelodiøsitet, sin filmiske stemningsfuldhed og kerne af moderne rock.
Med Heartstrings har Howling Bells fundet en musikalsk form, de roligt kan bygge videre på. En personlig, stemningfuld blanding af pop og indierock, hvor der både er plads til energiske, uptemporocknumere og stille ballader (som fx “Euphoria”). En plade, der nok skal falde i kultpublikummets smag – og fortjener at også andre rockelskere giver den en chance.
Howling Bells. Heartstrings. Produceret af: Catherine J. Marks & AlanMoulder. Birthday Records. Udkommer i morgen.
