Fra Watergate til ”Løkkegate”: Det borgerlige demokratis krise

4. juni 2014

 I skrivende stund ser det ud til, at Venstres leder Lars Løkke Rasmussen fortsætter som partiets leder og dermed også som partiets kommende statsministerkandidat, selv om vandene ikke helt har lagt sig endnu.

 Undervejs i fortællingen om Lars Løkke Rasmussen og hans uheldige omgang med betroede midler har mindst en journalist brugt udtrykke ”Løkkegate” og dermed indirekte lavet en analogi til den skandale, der fik den amerikanske præsident Richard Nixon til at trække sig som præsident i 1974.

 Analogien er interessant, fordi den fortæller os noget om, hvor den borgerlige politik har bevæget sig hen siden 1970’erne. For det eneste de to skandaler egentlig har tilfælles er, at der er tale om skandaler. Udgangspunkterne er vidt forskellige. Nixon og hans medsvorne var involveret i ulovlige aflytninger m.m. af politiske modstandere, hvor Lars Løkke Rasmussens ”forbrydelse” kun bestÃ¥r i at have misbrugt betroede penge og mÃ¥ske unddraget sig skattebetaling. Slemt nok, men alligevel en helt anden og mere banal form for magtmisbrug, selv om begge sager har det tilfælles, at der er tale om dybt umoralske handlinger.

 En anden forskel er mediernes rolle. I Nixonssagen spillede de store medier – fx aviserne New York Times, Washington Post og tidsskriftet Time – en afgørende rolle i afdækningen af Nixonregeringens ulovligheder og var stærkt medvirkende til, at Nixon mÃ¥tte gÃ¥ af. I sagen om Lars Løkke Rasmussen har medierne ogsÃ¥ spillet en central rolle og har – set over hele sagens forløb – bidraget til at bringe mange belastende forhold frem om Rasmussens misbrug af betroede midler. Men – selv om medierne et langt stykke hen ad vejen har gjort, hvad man som almindelig borger kunne forvente af en kritisk presse, sÃ¥ har det altsÃ¥ ikke (indtil videre i hvert fald…) fÃ¥et nogen som helst konsekvens for politikeren Lars Løkke Rasmussen. Noget andet er, at hvor mediernes dækning af Watergateskandalen var præget af den seriøse journalistiske afslørings dramatik, sÃ¥ er de danske mediers dækning – og ikke mindst tv-stationernes – degenereret til harmløs underholdning.

Det sidste forhold blev ganske godt illustreret af Danmarks Radios timelange dækning af tiden op til og under det famøse hovedbestyrelsesmøde i Odense Kongreshus i gÃ¥r. Helt symptomatisk kunne man pÃ¥ DR-Nyhedernes hjemmeside læse om de vigtige nyheder, der var blevet skubbet i baggrunden pÃ¥ grund af det af Lars Løkke Rasmussen indkaldte bestyrelsesmøde, medens fremtrædende tv-journalister brugte tiden pÃ¥ at analysere ”sagen” – uden at seerne blev spor klogere pÃ¥ Lars Løkke Rasmussens forbrydelse. Den tv-mediale dækning af sagen var et lærestykke i, hvordan journalistikken er degenereret til harmløs hygge- og underholdningsjournalistik, hvor det ikke længere er interessant at dokumentere og kritisere forbryderiske, umoralske og uetiske forhold i politiken, men hvor man stiller sig tilfreds med at bevæge sig spejlende pÃ¥ den politiske hyperrealitets skinnende overflade. Journalistik som en slags generaliseret morgen- eller aftenshow med hovedvægten pÃ¥ underholdningsfaktoren. De seneste dages tv-dækning burde indgÃ¥ som obligatorisk eksempelmateriale i enhver journalistuddannelse med respekt for sig selv.

 ”Løkkegate” er/var ikke nogen Watergateskandale og analogien er mest af alt et symptom på det tab af troværdighed, der har ramt journalistikken i de seneste fire årtier. Samtidig er den mislykkede analogi også et tegn på, hvor sløjt det står til med det borgerlige demokrati. For en ting er, at Lars Løkke Rasmussen åbenbart har held til at fastholde sin magtposition – uden på nogen måde at forholde sig konkret dokumenterende til rækken af anklager. Noget andet er, at han lykkes med at forføre et af landets store partier til at acceptere det – og store dele af offentligheden. Som kejseren i Kejserens nye klæder fortsætter Lars Løkke Rasmussen ufortrødent sin politiske procession, selv om det er sandsynliggjort og afsløret, at han er klædt af til skindet. Gamle politiske dyder som troværdighed, ærlighed, redelighed og respekt for vælgerne osv. gælder ikke længere. Det eneste, der tæller er at holde fast ved magten – åbenbart for enhver pris. I den forstand har sagen om Lars Løkke Rasmussen været et studie i det borgerlige demokratis forfald. Repræsentativiteten er gået fløjten, magten har løsrevet sig fra sit fokelige udgangspunkt og eksisterer i sin egen kritikimmune hyperrealitet.

Om sagen så er slut er et andet spørgsmål. Noget tyder på, at der stadigvæk er uro i partiet Venstre. Uro, der dels er skabt af interne magtinteresser og dels af moralske skrupler hos nogle af partiets medlemmer. Og hvordan med medierne? Har de opgivet sagen om Lars Løkke Rasmussens løsagtige forhold til betroede midler? Eller vil de finde tilbage til de sidste rester af journalistisk kritisk sans og grave videre i bilagssagerne? Svaret blæser i vinden.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

221 har læst indlægget
13,656