Capac anbefaler: Marie Bergman – Den mänskliga faktorn

6. juni 2014

Jeg synes nok, at det var nogen tid siden, jeg havde hørt noget til den nu 63-årige svenske singer-songwriter Marie Bergman. Lidt research afslører, at vi skal tilbage til 2009 for at finde hendes seneste studioalbum, Det liv du får. Jeg husker især Bergman fra hendes højaktive periode i firserne, hvor hun stort set udsendte et album hvert år. Mange af dem med hendes daværende band Magic Body Band. Og de blev alle positivt omtalt i vores dengang førende musikmagasin MM.

Men nu er Marie så tilbage med det herlige, yderst sympatiske album Den mänskliga faktorn.

Som titlen antyder, sÃ¥ er der tale om et tematisk album eller – om man vil – et conceptalbum. En plade, der er bÃ¥ret af en idé: Den handler om det at være menneske – men det særlige twist, det giver at være udøvende, sangskrivende,  musikalsk menneske.

Den menneskelige faktor er hos Marie Bergman uløseligt forbundet til sangen. Og denne særlige vinkel anslÃ¥s klart i den indledende sang “Kommer hem”, der netop handler om Bergmans sange: “Her er jeg med mine sange, blade der falder frit mod jorden/ fælder friest nÃ¥r lyset lyser gennem ord/ Hvem er jeg som vil fortælle om det, som livet tager og giver/ en vild joker der vil lette det, hjertet ser“. Det er en sang om sangskrivningen som et humanistisk projekt, hvor det handler om at finde hjem i sin menneskelighed: “Kommer hjem/komer hjem/ sangnee tager mig hjem igen og igen/ Kommer hjem, kommer hjem/ tingeling ting ting igen“, som det hedder i omkvædet (i min fordanskning).

Denne sang følges umiddelbart op af en sang, der ogsÃ¥ afslører den intime relation mellem fortælling og liv, som Marie Bergman – i øvrigt helt tidstypisk – bygger sin humanisme op omkring. Mennesket som en historie, der skrives – og skrives om og om igen fra barndommen af. “Varje människa bär en historia”, hvert menneske bærer pÃ¥ en historie, hedder sangen. Mennesket som en Ã¥ben bog. Hvor langt dette synspunkt holder, kan sagtens diskuteres, men det er ogsÃ¥ et sympatisk og frugtbart udgangspunkt for et menneske, der netop bruger sit liv pÃ¥ at skrive sange og tematisere sine livsoplevelser og -erfaringer.

Og der er flere sange i det spor. Fx sang nr. 4 “SÃ¥ng til Iris”, der handler om ønsket om at skrive en sang til sin egen sjæl. En sang om at turde se sig selv i øjnene og være ærlig om det sammensatte menneske, man nu engang er. En sang om selverkendelse og om den styrke, en sÃ¥dan selvindsigt kan føre til. I sangen fÃ¥r jeget – som den anden i jeget – navnet Iris. Helt i trÃ¥d med denne sang finder vi “Drömsjälen”, der handler om sjælens uudgrundelighed: “Hver sjæl er en uløst gÃ¥de, der tilhører hver og en/den der leder efter grundtonen finder dømmesjælen/En vision uden for tid og rum helt universel/sjælens mysterium, holografisk dimensionel“.

Men Marie Bergman er ikke et barn af halvfjerdserne for ingenting. Hun havde musikalsk baggrund i den svenske visetradition og debuterede pÃ¥ plade som solist i 1974 med Mitt Ansikte. Og halvfjerdsernes politiske strømning i musikken har sat sig et tydeligt aftryk i Marie Bergmans tekster som en fundamental almenpolitisk holdning. Det kommer fx til udtryk i hendes forsvenskning af Kate & Anna McGarrigles og Philippe Tartatscheffs sang “Complainte pour st cathrine”, der pÃ¥ svensk er kommet til at hedde “Ingen kommer uden om politiken” og er en sang om politikens uomgængelighed i menneskelivet. Det politiske bliver endnu tydeligere i sangen “En fri stemme”  om den brutale likvidering af den russiske journalist Anan Politskovskaja. En sang, der let kunne være blevet en banal realpolitisk sang, men som hos Bergman bliver en almenpolitisk sang om at insistere pÃ¥ retten til at tale med en fri stemme – som kvinde, moder og samfundsborger – og betale prisen med sit liv.

Helt i pagt med sine humanistisk og almenpolitiske sange er musikken på pladen barberet ned til et enkelt akustisk udtryk, der er centreret omkring Marie Bergman, der synger og spiller guitar, Lasse Englund, der også spiller guitar (og er medkomponist og -producer) og Backa Hans Eriksson på kontrabas. Det enkle musikalske udtryk blødes lidt op af en håndfuld musikere, der farver sangene med slagtøj, saxofon, violin m.m. Men det grundlæggende indtryk er 13 uptempo-popsange, der er yderst melodiske og bæres frem af Marie Bergmans stærke, smukke, klare, kvindelige røst.

Den mänsklige faktorn er en langtidsholdbar, ja nærmest tidsløs plade, der henter sin styrke i sin sympatiske tematik og i sin vilje til at finde ind til det basale i det musikalske udtryk. Hermed varmt anbefalet.

Marie Bergman. Den mänskliga faktorn. Producere: Marie Bergman og Lasse Englund. Sony Music. Er udkommet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

465 har læst indlægget
12,897