En filmoplevelse: Smagen af rust og ben

7. juni 2014

Jacques Audiards film Smagen af rust og ben har længe stået på min liste over film, jeg gerne ville se. Fordi den har fået mange fine ord med på vejen. Men jeg nåede ikke at få den set, da den blev vist i biografen, så det var ikke svært at få den med hjem på dvd, da jeg forleden faldt over den i en lokal mediebutik.

Smagen af rust og ben er en kærlighedsfilm, der ligger så langt fra amerikanske, romantiske film, som man næsten kan tænke sig. Vi er langt fra den velbjergede middel- eller overklasse, der ikke belemres med problemer som forbrug, penge, bolig osv. Tværtimod befinder vi os i den nederste del af den franske samfundspyramide.

Vi møder her den maskuline, hÃ¥rde negl Ali (spillet af Matthias Schoenaerts), der slÃ¥r sig ned hos sin søster og svoger med sin femÃ¥rige søn. Bag sig har Ali et brudt forhold til drengens moder, og drengen er mere en belastning end noget andet for Ali, der lever fra hÃ¥nden til munden med smÃ¥jobs som udsmider, sikkerhedsvagt og slagsbroder i lokale, smÃ¥kriminelt iscenesatte slÃ¥skampe med indbyggede væddemÃ¥l. Forholdet til kvinder er lige sÃ¥ elementært som Alis forhold til arbejde og familie. Han knalder dem, han møder. Og det er det – indtil han render ind i Stephanie (Marion Cotillard), som han hjælper hjem fra en aften pÃ¥ et diskotek, hvor hun har fÃ¥et tærsk.

Stephanie er ogsÃ¥ en af samfundsbundens skæbner, men dog lidt over Ali. Hun har job som træner af spækhuggere i en forlystelsespark. Og en dag gÃ¥r det galt pÃ¥ arbejde, og Stephanie vÃ¥gner op pÃ¥ hospitalet, hvor hun har fÃ¥et amputeret begge ben. Hun er pÃ¥ enhver mÃ¥de sendt til tælling. Hendes liv er slÃ¥et helt itu. Men hun har Alis telefonnummer og instinktivt kontakter hun ham, og med den næsten dyriske Ali som hjælper finder Stephanie tilbage til livet og – kærligheden. For Stephanie, der ogsÃ¥ har haft en kompliceret kærlighedsliv med ubetydelige engangsaffærer, bliver langsomt forført af Alis brutale og simple maskulinitet. Sød musik opstÃ¥r i hjerterne pÃ¥ de to, selv om Ali ikke med det samme kan høre melodien.

Smagen af rust og ben udspiller sig på bagsiden af feriestedet Antibes, og miljøbeskrivelsen er lige så rå og uforfinet som skildringen af parret og deres omgivende personer. Og filmen er filmet i en lidt nervøs og flakkende ekspressionistisk stil, der passer godt til selve historien.

Hvordan filmen ender må du selv finde ud af, men i hvert fald er det en usædvanlig kærlighedsfilm, der ikk e hæmmes af romantiske klichéer eller utroværdige persontegninger. Måske er det netop derfor, den kommer tæt på den virkelighed, vi mener findes uden for filmens verden? Hermed anbefalet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

221 har læst indlægget
12,948