Capac anbefaler: Sulahue – Eating Stars & Spitting Fire

31. august 2014

unnamed

For næsten to år siden havde jeg fornøjelsen af at anbefale Sulahues debut-EP Eating Stars, og jeg hæftede mig dengang ved Suhalues forkærlighed for en gøgler- og cirkustematik og ved kunstnerens bestræbelse på at skille sig ud fra musikkens mainstream i sin inspiration fra bl.a. jazzen.

PÃ¥ sit debutalbum Eating Stars & Spitting Fire fortsætter Sulahues i sit egensindige musikalske spor. Gøgler- og cirkustematikken er gledet lidt i baggrunden (selv om stemningen bestemt dukker op i musikken undervejs) til fordel for en optagethed af kærlighedens veje, vildveje og uudgrundelighed. Konceptet angribes allerede i den første titelgivende sang “Eating stars”, der taler i et stærkt billedsprog, men bag billederne er en lille sang om at gÃ¥ fejl af hinanden i kærlighedens spil: “I will eat stars and spit fire/on yu masquerade of burning desire/ you telle me lies tel med truths and/ you give the one thing that you really cared about“. Sulahue synger klart og yndigt med sin unge pigede stemme og akkompagneres af et hold yderst kompetente musikere (Lars Emil Riis – Klaver, Spencer Gross – Guitar, Alexander Kraglund – Violin/Strygere, Søren Lund – Kontrabas og Michael Dalgas – Trommer). “Eating stars” er en lille inciterende popmelodi, der er iklædt en slags stemningsfuld kammerjazzarrangement, der giver associationer i retning af svundne tiders jazzmusik.

Noget lignende kunne man sige om den makabre “Mr. Policeman”, hvor pigen over for politimanden undskylder, at hun har slÃ¥et sin elskede ihjel, fordi han ikke levede op til kærlighedens fordringer. En lille grotesk og ikke sÃ¥ lidt selvironisk sang om den lidenskabelige kærligheds kompromisløshed. En fin lille sang, der bæres oppe af Saluhes fine stemme og et enkelt arrangement, hvor hovedvægten er lagt pÃ¥ trommerne og et diskret guitarspil.

“Clown” er swingende jazz til en sang om kropslig styrke og mental svaghed i kærlighedens kønskamp. “Flowers” er en lille swingende meditation over blomstrende kærtegn og søde ord, der munder ud i nogle parforholdsassociationer. Og mÃ¥ske karakteriserer netop denne lille swingperle ganske godt kunstnerindens tekster, der med hang til billedsprog især stræber mod at beskrive stemninger og umulige situationer i kærlighedsspillet mellem de to køn. Som kærlighedslivet er Sulahues tekster imperfekte, de siger noget sandt om kærligheden, men ikke alt. Forbliver tilløb, forsøg og antydninger, der tilsammen beskriver kærlighedens univers i al dens sammensathed og konfliktualitet.

Og den flossede tematik understøttes fint af musikken, der ud over at være gennemgående popmelodiøs på en umiskendelig, lidt nostalgisk kammerjazzbund også har noget nærmest filmisk dramatisk og stemningsskabende over sig i flere passager.

Som tilfældet var med Sulahues debut-EP, sÃ¥ er albummet et modigt udspil, der tør insistere pÃ¥ at gÃ¥ sine egne veje tekstligt og musikalsk. Det er ikke metervare, Sulahue og musikerne har leveret – og alene af den grund er der al mulig grund til at anbefale den til musikelskerne derude.

Sulahue. Eating Stars & Spitting Fire. Produceret af Sulahue og Emil Riis. Eget forlag. Udkom i går

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

393 har læst indlægget
12,789