U2 Рfor 30 ̴r siden og nu

3. oktober 2014

MÃ¥ske er historien om U2 i virkeligheden en gentagelse af historien om Ikaros, den græske sagnhelt, der iførte sig vinger og fløj mod solen for derefter at falde sÃ¥ dybt, sÃ¥ dybt. AltsÃ¥ en historie om et band – og ikke mindst en forgrundsfigur og sanger, Bono – der undervejs i karrieren glemte de rødder, der bandt dem til jorden og til den musikalske tradition og søgte højere og højere op, drevet af overmod – hybris som de gamle grækere kaldte den – mod stjernerne og mod det uundgÃ¥elige fald. I hvert fald er det i de senere Ã¥r mere skandaler og dÃ¥rlig omtale, der har omgærdet gruppen, end egentlig succes. Senest balladen om lanceringen af deres nye plade i samarbejde med det ligeledes imageramponerede firma Apple.

Og måske begyndte faldet for længe, længe siden. I The Quiteus genanmelder eller kritiserer Wyndham Wallace U2s 30 år gamle album The Unforgettable Fire i en lang artikel, der parallelt handler om Tony Blairs polistiske karriere som det nye Labours mand. Og Wallace fremtiller albummet som et album, der nok solgte og forførte sit publikum, men som måske var hult. Han slutter af med følgende ord:

“Like Blair’s early 21st century actions, The Unforgettable Fire was almost entirely convincing at the time, and, unlike Blair’s efforts, it never killed anyone. In fact, it’s still possible even to enjoy it. There was, after all, something commendable in this bluster and bombast; in this desire to outreach oneself, in this faith that the landscape we knew – but perhaps quietly resented – could be changed. History might judge The Unforgettable Fire hollow, but that’s partially because, like Blair’s policies, it’s been drained of its values by subsequent events. At least back then, they – and many of us – believed in what they were doing. How our dreams can be crushed.”

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

204 har læst indlægget
14,207