Tidens tone

25. september 2006

Det er snart længe siden, jeg læste en kronik af forfatteren Klaus Rifbjerg. Den handlede om vores forhold til hinanden, sÃ¥dan helt nede pÃ¥ hverdagsniveau. SÃ¥ vidt jeg husker har udgangspunktet, at forfatteren gik en tur en sen nattetime, hvor gaderne – selv i København – var næsten øde. Han gik i sine egne tanker og trÃ¥dte sÃ¥ ud i fodgængerfeltet – og blev straks overfuset af en ung mand pÃ¥ cykel, der rÃ¥bte noget i retning af: Kan du ikke se dig for, din gamle idiot! Selvfølgelig havde forfatteren begÃ¥et en menneskelig fejl. Han skulle have set sig for, men alligevel…

Ribjerg brugte episoden til at fundere over vores relation til hinanden. Han sÃ¥ smÃ¥ tegn pÃ¥, at vi er blevet mere selvoptagede, mindre hensynsfulde, mere respektløse, ligeglade, har glemt alt om almindelig pli og i den dur. Vi har glemt hjertets dannelse, overbærenheden, barmhjertigheden (bortset fra store tv-indsamlinger, hvor det hele alligevel er sÃ¥ fjernt…). I stedet er trÃ¥dt en forrÃ¥else af vores omgangformer. Selvfølgelig er det et subjektivt indtryk, hvilket forfatteren ogsÃ¥ understeger. Men alligevel. Der er noget om det.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ Rifs lille kronik, fordi jeg igen hørte om tilsyneladende umotiverede knivstikkerier i det danske natteliv og pÃ¥ tv overhørte statsministerens hule forsøg pÃ¥ at forklare, at vi jo har det godt – ud fra økonomisk-statistiske “sandheder”. Vi har brugt 31 milliarder mere pÃ¥ kommunerne, sÃ¥ vi har det jo godt. Det stÃ¥r ikke til at diskutere, som han gentagne gange sagde med henvisning til statistikkerne. Hvilken logik! Men jeg kom ogsÃ¥ til at tænke pÃ¥ kronikken, fordi jeg læste Anjas oplevelse af tonen i S-togene og togkontrollørerne, der nærmest er blevet omdannet til kamptropper – og Rasmus’ overvejelser over forskellene mellem amerikansk – og dansk omgangsformer. Rasmus peger pÃ¥, at vi danskere ikke er særlig gode til small-talk. AltsÃ¥ de er smÃ¥ banale kommentarer og bemærkninger, der ikke har sÃ¥ meget indhold, men viser, at vi har tid til hinanden, at vi viser hensyn til hinanden, viser opmærksomhed osv. – smÃ¥ tegn, der gør livet lettere at bære..

Selvfølgelig skal man ikke generalisere. Jeg møder mange venlige mennesker – blandt andet i blogland – der gerne bruger et par minutter pÃ¥ andre. Men alligevel har jeg det lidt som Rifbjerg. Jeg synes, at selvtilstrækkeligheden er stor, ogsÃ¥ for stor, i dagens Danmark. Vi har sÃ¥ travlt, vi skal arbejde, vi skal tjene penge, vi har nok i os selv, vi… Eller hvad?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Néné kommentarer:

    Jeg er enig med både Capac og Rifbjerg :-)
    Min ældste søn (17) har indført en sport, som har spredt sig som en steppebrand i hans vennekreds. Hjælp folk af den type, der ser pÃ¥ dig (en ung med fx langt hÃ¥r eller piercing), som om du var et skadedyr. Og iagttag deres reaktioner. Min søn & vennerne hjælper gamle damer over gaden, samler deres tabte genstande op, hjælper dem med paraply i blæsevejr, rejser sig op i bussen etc. etc. Som oftest er reaktionen, som man vel kan vente, men ikke sjældent bliver de alligevel overfuset – bare sÃ¥dan rent pÃ¥ rygmarven!

    Selv har jeg lagt mærke til, at nÃ¥r man holder tilbage for andre bilister, sÃ¥ er der især én type, der slet ikke viser tegn pÃ¥ tak, og det er yngre kvinder i SUV’s. De forventer simpelthen bare, at vi andre dødelige holder tilbage for dem.

    Mange eksempler trænger sig på, alle kender sikkert nogle. Og sørgeligt er det jo, at det ikke bare er vores generation, der har bemærket forråelsen, men desværre også (bøjer beskæmmet hovedet) repræsentanter for vores generation, der opfører sig virkelig råddent!

  2. Irene kommentarer:

    Capac, you hit the nail on the head.

    Jeg har flere gange været til større selskaber i DK de sidste år og har netop oplevet den manglende evne til at samtale om vejr og vind. Man sidder med sin bordherre , der ikke siger et pløk, det gør dem på den modsatte side af bordet heller ikke og jeg ender med at pladre løs og overkompensere alt for meget.

    Danskere er socialt akavede og virkelig dårlige til at forholde sig til deres medmennesker på en overfladisk, men interesseret, måde. Det er først når et vist kvantum alkohol er indenbors de lukker op og så skal jeg ellers love for at man får HELE historien, helt tilbage fra Adam og Eva.

    Efter 12 Ã¥r i Eire har jeg lært at “small talke” om ingenting og alligevel udvise passende venlig indlevelse! Det er en kunstform, som især irerne er gode til, dette at samtale. De har virkelig “the gift of the gab” …

    Det lille “please” eller “bitte” mangler vi pÃ¥ dansk, det siger sÃ¥ lidt og sÃ¥ sÃ¥ meget.

  3. Carsten kommentarer:

    Jeg nægter, gentager NÆGTER, at indlade mig pÃ¥ amerikansk small talk. Det er en uskik der desværre er ved at brede sig, ogsÃ¥ i det danske samfund. Man kan snart ikke gÃ¥ ind i en butik, uden at ekspedienten ønsker en en fortsat goddag, eller forsøger at skabe et personligt bÃ¥nd imellem sig selv og kunden. Og det virker bare ikke – især nÃ¥r man jo udmærket godt ved, at hele formÃ¥let er at fÃ¥ folk til at købe mere, og at langt de fleste ekspedienter (og andre mennesker i servicebranchen – jeg ved det, har selv været der) enten ikke kan lide, eller bare ikke har noget særligt forhold til, de kunder/gæster/besøgende de servicerer. (Før i tiden var folk “kunder” i butikker og forlystelsesparker – nu er de blevet til “gæster”).

    Problemet er, at man institutionaliserer en falsk form for interesse i andre mennesker. Vildt fremmede mennesker begynder at spørge til ens velbefindende og ønske en en god dag, selv om de ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de er interesseret i, hvordan man har det eller hvordan ens dag gÃ¥r. I USA (og efterhÃ¥nden ogsÃ¥ England) kræver det for en dansker sÃ¥ledes en decideret tillæring at vænne sig til, at man altsÃ¥ ikke forventes at svare, nÃ¥r folk spørger “How are you?”, men bare skal sige “Fine” eller “Good”, fordi folk alligevel ikke hører efter, hvad man svarer.

    Det er ganske rigtigt, at small talk tjener som en form for social lim, “der ikke har sÃ¥ meget indhold, men viser, at vi har tid til hinanden, at vi viser hensyn til hinanden, viser opmærksomhed osv. – smÃ¥ tegn, der gør livet lettere at bære”, men det fungerer altsÃ¥ kun, hvis der et eller andet sted er en reel interesse. Min egen erfaring fra USA og England er, at small talk der som oftest bliver en mÃ¥de at undgÃ¥ at engagere sig pÃ¥, et ritual man bare udfører, og sÃ¥ har man gjort sin pligt.

    Almindelig høflighed, jo tak. Falsk forstillelse, rend mig i …..

    (Jep. Det er et emne, som jeg har ret stærke holdninger til).

  4. Carsten kommentarer:

    At jeg sÃ¥ er enig med Irene er et helt andet spørgsmÃ¥l – det hun skriver om, er ikke den samme slags small talk, som jeg taler om.

  5. capac kommentarer:

    @Carsten: Right, der er small-talk, og der er small-talk… Enig!

  6. klaus kommentarer:

    hmm… jeg siger heller ikke sÃ¥ meget til at begynde med… jeg vil gerne lige fange stemningen først… sÃ¥ siger jeg en del… men man møder ofte mennesker i dag, der ganske enkelt ikke kan samtale… de kan tale om sig selv og vil gerne bekræftes, javel… og min yndlingsaversion for tiden, i det ubehøvlede, er folk i supermarkederne, der ikke afslutter deres oplægning pÃ¥ transportbÃ¥ndet med en skiller… i øvrigt arbejder jeg pÃ¥ en liste over de 5 ting, der for tiden irriterer mig mest… med almindelig høflighed kommer man langt… med almindelig hæmningsløshed kommer man længere… de fleste kommer ingen steder…

Skriv en kommentar

360 har læst indlægget
13,604