The War on Drugs – Voxhall, Aarhus, søndag d. 16.10.2014

27. oktober 2014

Som tidligere antydet, så er The War on Drugs et orkester, man har store forventninger til. Med deres tredje album Lost in the Dream er bandet for alvor brudt igennem fra undergrunden til mainstream, og bandet har haft kritikerne med sig – også når de har optrådt rundt omkring. På den baggrund ville det være naturligt at have visse forventninger til koncerten denne milde efterårsaften i den jyske hovedstad. Levede den så op til forventningerne? Ikke helt efter min opfattelse.

Men aftenen begyndte et andet sted. Uden at være på plakaten fik den unge, blonde belgiske singersongwriter Karolien Van Ransbeck rollen som opvarmningsnavn klokken 20, hvor musikken skulle begynde. Uden megen snak afleverede Ransbeck en god håndfuld sange fra sit solorepertoire (til daglig spiller hun i bandet Few Bits). Lidt indadvendte, melankolske sange, der godt kunne minde mig om en tidlige Suzanna Vega. Og Ransbeck viste sig at være både en god sangerinde og en god guitarist. Hun kunne godt fortjene selv at være på plakaten engang. Og publikum var hende venlig stemt og klappede pænt efter hvert nummer.

Lidt over klokken 21 var det så tid for hovednavnet at tage over. Voxhall har jeg ofte nok rost for at have en god akustik og en god lyd, men det kneb med det sidste denne aften. Lyden var – oplevet fra midten af gulvet blandt publikum – en anelse overstyret. Især stortrommen slog sig bogstaveligt talt ind i kroppene på publikum. Der kunne godt være skruet lidt ned for volumen uden at det ville være gået ud over det musikalske udtryk. Bedre blev det ikke af, at bandet åbenbart ikke havde færdiggjort deres lydprøver og insisterede lidt på at bruge indledende minutter på den øvelse, hvilket kun kan opfattes som uprofessionelt. Oven i skal så lægges, at den obligatoriske baggrundsdåsemusik ganske uhæmmet og højt fortsatte helt ind i de første akkorder af bandets musik. Temmelig respektløst over for både musikere og publikum.

Men så kom det seks mand store The War on Drugs da omsider igang og spillede godt og vel halvanden time nærmest non-stop. Det ene nummer efter det andet gled over i hinanden og først i sidste tredjedel begyndte forsanger og -grundfigur Adam Granduciel at henvende sig høfligt til publikum.

Hvordan oplevedes så bandets skamroste, sjælfulde, detaljrede udgave af FM-rocken på en dansk scene? I mine ører afsløredes gruppens musikalske begrænsninger sig i livesituationen. Og disse begræsninger klæber sig især til bandets på enhver måde centrale hovedperson, sangskriveren og orkesterlederen Adam Granduciel. Selv om Granduciel blev backet op af kompetente og godt sammenspillede musikere på guitar, tangenter, trombone, saxofon, bas og trommer, så blev det tydeligt, at Granduciel selv er en ganske ordinær kunstner. En ordinær sanger, en ordinær guitarist og en ganske ordinær mundharmonikaspiller. Og det ordinære stopper ikke her. I mine ører er han også en ganske ordinær sangskriver. Jeg tror ikke, at en eneste af de sange, orkesteret fremførte denne søndag aften vil overleve i rockens store sangbog. Så er det sagt.

Det ordinære i Granduciels kunst bliver udstillet, når man som han og bandet har valgt at spille storladen rock på de stier, som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neil Young, Bob Seeger m.fl. har trådt for mange år siden. En musikform, der egner sig til festivaler og store sportarenaer, og hvor der i numrene er obligatorisk plads til guitarsoloer. Granduciels sange, der på plade især gør sig ikraft af deres introverte og rigt facetterede lydbilleder, kom i koncertsituationen her til at fremstå som sange, der ganske enkelt ikke er gode nok. Ordinære sange, der mangler melodisk prægnans, iørefaldende b-stykker, fængende riffs og hvad der ellers kan gøre, at dad-rocken, som den jo flatterende kaldes, kan mønstre noget af den bedste rockmusik, der er blevet frembragt. Granduciels manglende format som sangskriver trak det samlede indtryk ned på det ordinære plan. Og bedre blev det ikke af, at han hverken er en særlig god sanger (det var også mere end svært at opfatte, hvad han sang) eller nogen original guitarist (i de ret lange til dels improviserede solopassager stod klicheerne i kø) og en fatalt dårlig mundharmonikaspiller (heldig vis fandt han kun mundharmonikaen frem et par gange eller tre). Det samlede indtryk var – for nu at skære det ud i pap: en ordinær koncert.

Men det overvejende ungdommelige publikum var tydeligvis tilfredse med forestillingen og fik de ekstranumre, de bad om. Og jeg er ret sikker på, at der er en eller anden anmelder rundt om i dette land, der vil have en ganske anden mening om koncerter. Men sådan er der jo så meget.

Hvordan The War on Drugs kommer videre må guderne vide. Men oven på denne aften synes jeg ikke der er grund til at forvente en himmelflugt. Men vi får se og ikke mindst – høre.

Opdatering: For god ordens skylde: Hvis man vil læse mere positive anmeldelser, så foreslår jeg at man går til Gaffa, Aarhus Stiftstiden, Jyllands-Posten eller Soundvenue (google: the war on drugs voxhall – og du skal finde…).

 

5 kommentarer

  1. jesper kommentarer:

    Siden hvornår har det været et kriterie, at være en stor sanger (hvad skal det overhovedet betyde), for at spille klassisk rock? Bob Dylan og Neil Young er vel næppe heller store vokalister, eller teknisk dygtige på en guitar for den sags skyld? Nu er jeg ikke ekspert i guitarspil, men det forekommer mig Granduciel kan få rigtig meget krænget ud af sit instrument. Og også gjorde det, flere gange til gårsdagens koncert. Kritikken af lydniveauet, vil jeg give dig ret i, men ellers synes jeg du rammer helt ved siden af.

  2. capac kommentarer:

    @Jesper: Nu handler det jo ikke om at være enig, men om at jeg giver mine uforbeholdne meninger til kende i min blog. Selvfølgelig har du ret i, at man ikke behøver at være nogen stor sanger for at synge i et rockorkester – stor i klassisk sangteoretisk forstand (hvor mange toner og oktave de kan tage osv.). I mit univers er bÃ¥de Dylan og Young store sangere i den forstand, at de – i hvert fald nÃ¥r de er bedst – bÃ¥de kan frasere, være forstÃ¥elige og følge melodierne i deres sange. Med hensyn til Granduciels guitarspil, ja, sÃ¥ skulle det fremgÃ¥ af min omtale, hvad jeg mener.
    Som sagt handler det for mig ikke om at være enig. Du og andre mÃ¥ hjertensgerne mene og tænke noget andet om gÃ¥rsdagens koncert…

  3. Jesper kommentarer:

    Hej igen.

    Nej, selvfølgelig er det ikke et mÃ¥l i sig selv at være enige. Min kritik – af din kritik, gÃ¥r pÃ¥ præmisserne, som jeg synes er totalt forfejlede. F eks din sætning omkring guitarklichéer. Her er et band, der ogsÃ¥ pÃ¥ deres indspilninger, fuldstændig Ã¥benlyst læner sig op ad klassiske, amerikanske rockdyder; mens de sideløbende trækker pÃ¥ lidt inspiration fra americana, shoegaze mv.

    Din anmeldelse giver indtryk af, at du havde forventet andet og mere nyskabende. Du har vel hørt Granduciels riff på pladerne? Havde du forventet, at hans guitarspil ville genopfinde sig selv i en livesituation?

    Jeg kunne forstå en lunken anmeldelse, hvis forsanger og band, havde virket uengagerede, eller ligefrem spillede/sang falsk store dele af aftenen. Det var ikke tilfældet, i hvert fald ikke derfra hvor jeg stod.

    Det undrer mig egentlig bare, at du gider gå til en koncert, og anmelde et band, der uden tvivl må have kedet dig med deres plader.

    /Jesper

  4. capac kommentarer:

    @Jesper: Jeg har faktisk med stor fornøjelse lyttet til bandets seneste album, der jo er med Granduciel ved roret – og det var pÃ¥ den baggrund (og sÃ¥ al den positive omtalte, bandet har været til del) jeg gik til koncerten. Og nej, jeg forventer ikke, at nogen guitarist skal være helt nyskabende eller fri for klicheer og “citater” fra andre. Men jeg havde dog forestillet mig, at han var en mere original forgrundsfigur og sangskriver. Hvad jeg oplevede var, som jeg ogsÃ¥ skrev, ordinært. NÃ¥r jeg gør sÃ¥ meget ud af netop Granduciel, sÃ¥ er det, fordi de spiller i en “genre”, hvor det hele i en vis forstand drejer sig omkring sangskriveren og forsangeren – efter min opfattelse.
    Jeg ved ikke, om den aften i Voxhall var anderledes end bandets andre mange koncerter. Jeg kan konstatere, at andre havde en hel andet oplevelse af koncerten, og det har jeg helt fin med. Ja, jeg vil endda gÃ¥ sÃ¥ langt som til at mene, at hvis mine egne forbehold over for Granduciel og Co. kan bekræfte andre i, at det var en god koncert, sÃ¥ giver det da god mening for mig. Men det ændrer ikke ved, at jeg oplevede, hvad jeg oplevede. Og skrev, hvad jeg skrev. – Og jeg kunne sagtens finde pÃ¥ at gÃ¥ til koncert med gruppen igen – og mÃ¥ske kunne jeg bliver overbevist om noget andet til den tid…

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

275 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62