Capac anbefaler: Mimi Terris – Flytta Hemifrän

2. juni 2015

CALI142

Der er en let air af tresserne over Mimi Terris nye plade Flytta hemifrån. Vi er tilbage i den tid, hvor store svenske sangerinder som Monika Zetterlund, Lil Babs og Alice Babs var med til at sætte dagsordenen i populærmusikken. Ikke kun i Sverige, men i allerhøjeste grad også herhjemme, hvor deres omgang med pop- og jazz-influeret easy listening strømmede ud af vores public service-radio. Og blev en synlig tråd i mit musikalske bagtæppe. Og den unge Mimi lægger sig naturligt og ubesværet i slipstrømmen af disse store svenske sangerinder med dette album, der oser langt væk af svensk forkærlighed for swingende, let jazz og svensk troubadourtradition.

Og lad mig bare fyre det bedste argument for dette album af med det samme. Den operauddannede Mimi synger bedårende og forførende dejligt og fraserer så det er en lyst sig igennem de snirklede, fortællende svenske tekster. Og bag sig har hun et ensemble – Mårten Lundgren (trompet, flygelhorn), Mattias Carlson (sax, fløjte og klarinet), Måns Persson (guitar), Johan Olsson (piano, accordeon), Marc Davies (bas), Kristoffer Rostedt (trommer), Filip Runesson (violin) og Eoli Strakkvartet (strygere) – der kompetent og med tæft skaber en let og swingende, jazzet baggrund for Mimi Terris dejlige sang og sangforedrag.

Som sagt er der noget tressernostalgisk over det hele, men man skal ikke tage fejl. Mimi Terris er en ung og moderne sangerinde. Det pointeres af det budskab, man kan læse i albummet lille booklet: Till dig som vågar gå vilse. Til dig, der vover at gå forkert /fare vild. For godt nok lægger Mimi sig i kølvandet på tresserdamerne, men hun er også en moderne kvinde, der er et barn af årtiers kvindekamp for ligestilling m.v. Og den let oprørske ånd svæver over Ferris’ tekster.

For eksempel i titelsangen “Flytte hemifrån”: “Jag behöver flytta ut ett tag/ flytta in i mig ett litet slag/ Lyfta på ridan, / ta ett andligt bostadslån/ Flytta hemifrån...”. Flytte hjemmefra – i mere end direkte forstand. En lille rebelsk sang. Eller man kan tage hendes sang “Om kvinnan”, der vender op og ned på mandens forherligelse af kvinden og hiver hende ned på et meget realistisk plan: “Vad hände med Adams revben efter Eden?/ Med klimakterievallninger og osteoporos/ Förvisad til neuros/ Ett uppror föreslås“.

Romantikken forvandlet til realisme – og ubændig oprørstrang. Og sådan er det med Mimi Terris’ tekster. Der er dobbeltbundede og bygger bro mellem tressernes gammeldags forestillinger om kvindeliv og vor tids emancipationsopdragede pigebørn. Og musikalsk lever pladen højt på modsætningen mellem den tresserinspirerede lette og livsbekræftende jazzy, swingende pop og så de moderne, kvasi-nyfeministiske teksters alvor. Og det sikrer, at pladen fremstår som nostalgisk men også meget moderne og vedkommende. En helt igennem dejlig plade. Hermed varmt anbefalet.

Mimi Terris. Flytta Hemifrån. Produceret af Mimi Terris og Ask Kæreby. Callibrated Music. Udkom den 22. maj

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

285 har læst indlægget
13,776