Seneste filmoplevelse: Steppeulven

9. juli 2015

steppeulven.jpg

Så fik jeg omsider set Ole Christian Madsens film Steppeulven. Og den har været værd at vente på. Jeg havde nok været lidt skeptisk på forhånd: Kunne man få en god film ud af historien om Eik Skaløe? Men det kunne man altså godt.

Filmen om Skaløe, der blev verdensberømt i Danmark for sit bidrag til beatgruppen Steppeulvene og – ikke mindst – deres berømte album Hip, er pÃ¥ mange mÃ¥der vellykket. Som man kan læse i indledningen er filmen bygget frit over Skaløes biografi og efterladte skriverier. Og det er nok vigtigt at holde fast i, at der er tale om en fortolkning af et levet liv. En fiktion med andre ord. Men det betyder ikke, at filmen bare skal ses som løgn og forbandet digt. Den har faktisk noget at fortælle om bÃ¥de personene Skaløe og den tid, tresserne, han var en del af.

Filmen følger nogenlunde kronologisk den unge Skaløes liv – fra tiden omkring hans første møde med kvinden i hans liv, Iben, og til selvmordet, han udfører i oktober 1968 pÃ¥ grænsen mellem Indien og Parkistan. Og filmen, der har manus af digteren Bo Hr. Hansen og instruktøren selv, lader Skaløe føre ordet gennem hele filmen. Det er Skaløes tekst, der bærer fortællingen. Og det er et bÃ¥de nærliggende og klogt valg. Og gennem Skaløes ord fÃ¥r vi et billede af et ungt menneske, der helt i tressernes ungdomsmodkulturelle Ã¥nd drives af en ubændig frihedstrang og -søgen. En frihedstrang, der er spaltet mellem den politiske frihedstrang, som Skaløe hurtigt opgiver eller i hvert fald nedtoner, og den indre frihedstrang. Som filmens undertekst fortæller: For at ændre verden mÃ¥ du ændre dig selv. Og det bliver en slags rød trÃ¥d for Skaløe.

Han starter med at protestere mod atomkraft og fÃ¥r tærsk af politiet for at sætte plakater op. Dernæst er han overbevist om, at forandringen skal sket gennem forandringen af en selv. Men fortællingen om denne stærke frihedstrang, der greb mange unge dengang, er ogsÃ¥ fotrællingen om de illusioner, der bar den. Fx illusionen om den absolutte frihed. Hurtigt viser det sig, at friheden kun findes i forhold til nogle grænser. Den absolutte frihed er en umulig drøm – eller (mÃ¥ske) døden. I livet har friheden sine grænser. Det illustreres pÃ¥ smukkeste vis i filmens helt centrale tema: kærligheden mellem Eik og pigen Iben. De vil begge friheden – ogsÃ¥ i deres kærlighed. Men fÃ¥r begge at mærke, at kærligheden er alt andet en nogen absolut frihed. Ja, at kærligheden mÃ¥ske i virkeligheden – i hvert fald filmens virkelighed – er en uovervindelig ufrihed.

Til gengæld viser filmen mÃ¥ske ogsÃ¥, at kærligheden er langt stærkere end frihedstrangen. Kærligheden overkrider nemlig en lang række grænser. Og det illustreres smukt i den scene, hvor Iben – efter at have fundet en varig plads i livet som skuespiller pÃ¥ Odinteateret i Holstebro og en ægtemand i teaterverdenen – siger farvel til Eik, der er pÃ¥ vej mod Østen. PÃ¥ vej ud af den restaurant, hvor det mødes, vender hun sig om og siger: Jeg elsker dig Eik. En kærlighed, der er stærkere end Friheden. Og ogsÃ¥ pÃ¥ den mÃ¥de er filmen et barn af tressernes rebelske Ã¥nd: All you need is love.

Filmen er ogsÃ¥ vellykket pÃ¥ det biografiske plan, fordi den punkterer myten om Skaløes tid i Steppeulvene. Tiden omkring denne beatgruppen fortælles loyalt og overbevisende. Men filmen fortæller ogsÃ¥ en helt anden og vægtigere historie om Skaløe, der har et langt større og vigtigere projekt end sangskrivningen, nemlig den roman, “Bien”, han vil skrive og arbejder pÃ¥ lige til det sidste. Han nÃ¥r dog ikke at blive færdig med den. Den forbliver et (uudgivet) fragment. Og mÃ¥ske kan man driste sig til at opfatte dette projekt, som det egentlige frihedsprojekt: kunsten, romanen eller digtningen som det sted, hvor friheden for alvor er mulig, selv om det kun er i ufuldstændig form? SÃ¥dan vælger jeg i hvert fald at læse historien om Eik.

Filmen er velfortalt og loyal over for hovedpersonen, hans miljø og den tid, han lever i. Man mærker, at manusforfatterne har  haft både sym- og empati, da de skrev deres historie.  Og derfor får man et troværdigt billede af både Skaløe, hans miljø og tresserne. Og det er en stor kvalitet i en tid, hvor netop den tid betragtes som politisk ukorrekt og lægges for had i mange kredse. Enhver, der interesserer sig for tresserne som modkulturel periode, bør se denne film. Hermed anbefalet.

PS. Filmen har et lydspor, der dels rummer originalt soundtrack og dels en række numre fra den tid – med navne som Alrune Rod, Beefeaters og selvsagt Steppeulvene. Desværre er soundtracket ikke udgivet. Det kunne det godt fortjene. Men det er ogsÃ¥ den eneste anke, jeg har over filmen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Farmer kommentarer:

    Jamen, så må jeg da hellere se at få set filmen.
    Tak for anmeldelsen.
    Jeg har haft samme betænkeligheder som du m.h.t. til filmen; men så må jeg hellere ile, selvom der er masser af cirkler at se til.

  2. capac kommentarer:

    @Farmer: Du kan roligt se den. Det er ikke den store filmkunst, men en bundsolid, sympatisk og troværdig fortælling om Eik og hans tid. Tilbage til vores cirkler…

Skriv en kommentar

202 har læst indlægget
14,207