Kanonslag
30. december 2007
Fejringen af det kommende nye år har efterhånden stået på længe her i capacs nabolag. Dumpe drøn får husvæggene til ryste en smule, så snart mørket begynder at falde på. Og himlen oplyses nu og da af smukke fyrværkerifarver.
I det lokale indkøbcenter overhørte jeg to unge, mandlige disponenter snakke om det “ulovlige” krudt, som den enes storebroder havde fremskaffet. Da den ene blev opmærksom på min tilstedeværelse tyssede han på den anden.
Og så kom jeg til at tænke på mine egne drengeår, hvor kammeraterne og jeg med stor fornøjelse brændte “kinesere” og store kanonslag af. Jeg husker især nogle kraftige af slagsen, der havde en afbildning af et tigerlignende dyr og en tyk, kort lunte med svovlklump i den ene ende. Det var en salig drengefryd at vente på luntens afbrænding og få det øresønderrivende brag bagefter. For slet ikke at tale om lysglimtet.
Drenge vil have spænding. Unge mænd vil have spænding. Og jeg ved ikke, om vi er gået for langt i vores pædagogiske, forebyggende iver efter at beskytte børn og unge mod fyrværkeriets farlighed!? Som det er nu lukrerer driftige banditter rundt i det ganske land på, at man ikke kan købe professionelt fremstillet knaldfyrværkeri. De første rapporter om afbrændte fingre og tabte øjne er allerede løbet ind i nyhedskanalerne.
Jeg glemmer ikke Seest og de frygtelige ting, der skete dernede. Men måske ville det være bedre at tillade de unge lidt mere legitim spænding (med vejledning og sikkerhedsbriller…), end at overlade underholdningen til småkriminelle subkulturer!?
