Capac anbefaler: Fenger // Nordstrøm – Gnister

13. oktober 2015

For ikke så længe siden omtalte jeg Fenger // Nordstrøms single “Casablanca”, der var et vellykket møde mellem Søs Fengers sødmefyldte popstemme og elektroduoen Nordstrøms lidt kølige elektrolyd. Og nu er så albummet Gnister kommet. Og – må man vel spørge – slår det så gnister eller hvad? Det gør det jo som regel når modsætninger mødes og sød musik opstår. Før eller siden slår det gnister. Og i titelsangen spørger Fenger også, om vi ‘ku slå gnister’ og ‘starte en eksplosion’.

Men eksplosionen udebliver og hvis der opstår gnister, så holdes de tilbage. For Gnister er et rigtig popalbum, der stræber mod det harmoniske, det vellydende, iørefaldende og det uden (for mange) kanter. Og det skal forstås positivt. Gnisterne, modsætningerne, konflikterne osv. holdes i ave – som en nødvendig forudsætning for poppens lydefri og behagelige overflade. Og sangen “Gnister” er et godt eksempel på, hvad Fenger // Nordstrøms pop kan. Nemlig levere en uforskammet iørefaldende og forførende popsang, der simpelthen må ende på hitlisterne (hvis der er nogen retfærdighed – hvad der som bekendt ikke er…). En popsang, der rejser sig i al sin harmoni og vellyd på en bund af potentiel konflikt af den slags som kærlighedslivet altid indebærer, når modsætninger mødes og så videre…

Som jeg allerede har været inde på, så står Søs Fenger og Nordstrøm godt til hinanden. Med al sin modenhed, erfaring og professionalisme kan Søs Fenger holde fast i sit udgangspunkt som repræsentant for den lidt mere langtidsholdbare pop, og Nordstrøm har fundet et naturligt modspil til Fengers dejlige stemme med deres ubesværede håndtering af den forførende popmelodier, samtidig med at der gives plads til små digressioner ud i electronicaens lydunivers.

Helt i poppens ånd så handler mange – de fleste – af sangene om kærlighedslivet i dets uudgrundelighed. Og sådan skal det nok være. Men som sagt så er det en harmoni, der bygger på en grund af konfliktstof og modsætningsfuldhed. Der er gløder og gnister under al skønheden – og det er også som det skal være, når pop skal give mening. Og det gør den i Fenger // Nordstrøms  tilfælde. Projektet, hvor Søs Fenger mødes med den unge, moderne electronica er lykkedes – og både Søs Fenger og Nordstrøm har med denne plade lagt en alen til deres talent – og skabt en rigtig vellykket popplade, der kun kan begejstre rigtige popfans. Hermed anbefalet.

Fenger // Nordstrøm. Gnister. AEM Records. Er udkommet.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

252 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62