The Who

16. januar 2008

Influenzaen har fortaget sig. Til gengæld er kroppen ramt af en afgrundsdyb træthed, som det indtil videre ikke er lykkes at sove væk. Men det har ikke forhindret capac i at tage hul på historien om The Who, som indtages i bidder. Jeg har foreløbigt set halvdelen, og den er god. En arketypisk fortælling om fire unge mænd, rundet af den engelske arbejderklasse, som elsker skiffle- og bluesmusik – og vil bruge musikken til social opstigning. Som Roger Daltrey siger: Vi ville være berømte og tjene en masse penge. Paul Mccartney sagde nogenlunde det samme om The Beatles’ første år.
Det er også historien om fire individualister, hvis forskelligheder på godt og ondt satte sig spor i bandets hurtige musikalske succes. Den selvlærte, intellektuelle Pete Townsend, der hurtigt bliver træt af at skrive tre minutters hits og vil mere: rock-operaer. Roger Daltrey, der kæmper en brav kamp for at finde sin plads som vokalist i bandet, og først lykkes med projektet, da han træder i karakter som the deaf, dumb and blind kid, Tommy, i rockoperaen af samme navn. Den virtuose bassist John Entwistle, der selv byggede sine basguitarer og blev et forbillede for efterfølgende generationer af bassister, fx Sting fra Police. Og som også er en god , men overset sangskriver, der blandt andet leverede nogle af de mest tankevækkende sangtekster og sange til Tommy. Og endelig Keith Moon, den på samme tid sky og vilde trommeslager, der med sit voldsomme trommespil er med til at forløse The Who musikalsk.
Historien er fuld af morsomme anekdoter, som fx dengang, hvor The Who var opvarmningsband (!) for Herman’s Hermits på en USA-turné. På de første rækker sad en masse 13-14-årige piger og ventede spændt på Peter Noons sprøde engelske popsange. I stedet blev de blæst ned bag i salen af The Whos energiske, guitar- og forstærkerknusende rockmusik…
Eller historien om, hvordan Jimmy Hendrix – under påvirkning af stoffer – insisterede på at spille før The Who på Monterey, men endte med at spille efter – og gentage The Whos destruktion af guitar og forstærker i de berømmede guitarafbrændingsoptræden.
Filmen er garneret med en række fine optagelser med bandet, blandt andet fra den famøse Monterey Pop Festival og capacs nostalgiprogram, det tyske Beat-Club, der er repræsenteret med flere fine optagelser. Anbefales nostalgikere og anakronister.

My Generation (Marquee Club 1967)- Monterey - Baba O’Reilly

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image

læst 316 gange
9188