Forgabt i en pen – en erindring

24. januar 2008

Den første gang, jeg sÃ¥ en fyldepen i aktion, glemmer jeg aldrig. Jeg var en lille purk og var med min mor hos familielægen. En dengang ældre herre, der residerede i en ligeledes ældre mahognidomineret konsultation i det centrale Esbjerg. Vesterhavsgade, tror jeg, men er ikke helt sikker. – Efter at de lægelige handlinger var overstÃ¥et, skulle lægen skrive en recept og fremdrog en stor, sort, tyk fyldepen fra sin hvide kittels indre og skrev med tyk, bred, kongeblÃ¥ blæk sin signatur forneden. NÃ¥r jeg lukker øjnene kan jeg stadigvæk se pennen glide hurtigt hen over det solide hvide papir og efterlade den smukke underskrift. Siden den dag har jeg været forgabt i fyldepenne. Lige fra de første rigtige penne med blæk, som vi fik lov til at klatte med i folkeskolen, over Penol, Parker, Rotring og diverse ikke kurente mærker (fx dem fra “lykkeposerne”) og frem til den Mont Blanc Meisterstück, som jeg i et svagt øjeblik investerede i for en del Ã¥r siden. Og i mit stille sind ønsker jeg mig at fÃ¥ sÃ¥dan en tyk sag, som lægen havde.

Uffe satte skub i denne lille erindring.

Tilbagespoling

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

453 har læst indlægget
13,465