Sydfrugter – erindringer

26. januar 2008

I dag måtte jeg smide en del mandariner ud. De var ikke blevet spist og var derfor blevet mugne.

Da jeg smed dem i skakten kom jeg i tanke om sydfrugternes indtog i mit liv. Jeg husker det ikke selv, men fik historien fortalt af mine forældre.
Det første Ã¥r af mit liv, hvor jeg boede med mine forældre pÃ¥ en loftsværelse, var i – ja, sÃ¥ længe er det siden – rationeringens tid. Ikke alt kunne fÃ¥s. Og noget kun, hvis man havde mærker. Fx var kaffe endnu ikke frit i handlen.
Da min far sejlede, var han en af de udvalgte, der først fik adgang til nogle af de eftertragtede varer. Og det lykkedes ham at hjemtage rigtige kaffebønner og – en hel klase grønne bananer.
Siden skulle jeg igen og igen høre historien om, hvordan de drak kaffe fra morgen til aften, og om, hvordan bananerne lige pludselig blev modne allesammen på én gang. For det gør bananer i en klase. Et bananædegilde var resultatet.

I Ã¥rene, der kom, var appelsiner og andre sydfrugter ikke hverdagskost. I starten af tresserne passede min farmor mig, medens min mor og far sejlede Middelhavet rundt med en stykgodsbÃ¥d, og i den periode var ugens højdepunkt fredag aften, hvor farmor og jeg hver især fik et æble (Belle Boskop) og en stor Jaffa-appelsin. Jeg tror ikke, at man i dag vil kunne forstÃ¥, hvor stort det var…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Hyldig kommentarer:

    Tankevækkende…

    Lidt familiehistorie i samme boldgade:

    Min svenske onkel afskyede bananer, og en gang fik jeg at vide hvorfor, af min far:
    Min onkel var meget påholdende, og da han sejlede i sine unge dage, fik han den idé at købe en hel stok bananer i en eksotisk havn, bananer som han kunne sælge når skibet anløb hjemstavnen i Sverige. Sørejsen var lang, og efterhånden var der bananaer der blev modne, og som min onkel til en start spiste med velbehag, selv om det gik ud over den forventede fortjeneste på salget. Uheldigvis var der flere og flere bananer der blev modne, og da min onkel var en påholdende mand, så han ingen anden udvej end at fortære dem, flere og flere hver dag. Da de endelig nåede Sverige var der ikke en eneste banan tilbage, og min onkel havde fået sig en livslang aversion!

  2. capac kommentarer:

    @Hyldig: Ja, den historie passer jo som Hans i Grete i forhold til min. Det mÃ¥ have været svært ikke at æde sig en aversion til, nÃ¥r der pludselig blev lukket op for goderne…

Skriv en kommentar

357 har læst indlægget
13,593