Capac anbefaler: Caper Clowns – The Buca Bus

6. oktober 2016

Cover-The-Buca-Bus-659×659.jpg

Her i bloggen har jeg fulgt det gode odenseanske band Caper Clowns siden 2015, hvor jeg gav EP’en Type your text here nogle venlige ord med på vejen. Og nu er bandet så ude med en langspiller med titlen The Buca Bus, der indfrier de forventninger, jeg havde til Caper Clowns dengang. Forventninger om, at de ville fortsætte udviklingen af deres specifikke udgave af den såkaldte indierock, der samler trådede op fra især den melodiøse britiske udgave af indien og har tydelige tråde helt tilbage til indierockens forfædre i tresserne med Beatles som omdrejningspunkt.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad en Buca Bus er for en bus, men musikken og coveret på pladen fik mig til at tænke på den bus, Beatles bruger i filmen Magical Mystery Tour. Og i det mindste passer denne association på den måde, at også The Buca Bus sender os på en magisk og mystisk tur med tolv sange, der kredser om temaer som romantik og singulære, eksistentielle oplevelser. Og de fine tekster er heldigvis trykt i coveret, så man kan fordybe sig i dem, hvis man har tid og lyst.

Men man kan også nøjes med at lytte til musikken, der i højeste grad taler for sig selv. Som de bedste udenlandske indiebands har Caper Clowns formået at skrue en plade sammen, der både hænger godt sammen indholdsmæssigt og byder på stor variation og opfindsomhed inden for det brede spektrum, som indierocken arbejder inden for. Lige fra den indledende, næsten klassiske popsang “Pockets”, der er medrivende og stærkt melodisk i en grad, der burde gøre den til et hit i radioerne (hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der jo desværre ikke altid er…), over mere indadvendte ballader til regulært pompøse indienumre, hvor bandet gerne vil demonstrere, hvad de formår instrumentalt og i et studie. Heldigvis holder de fast i deres melodisk-poppede udgangspunkt, så studiet fristelser ikke tager overhånd i form af tomgang og udvendighed. Også på den led minder Caper Clowns mig om mine gamle idoler fra Liverpool.

Det er naturligt, at et band vil bruge de muligheder, der er i et moderne studie, for at vise hele udtrækket og alle de kunster, de kan. Men jeg synes Caper Clowns formår at holde sig på beatmusikkens middelvej af melodiøsitet og popcharme. Selv hvor de folder deres instrumentale virkemidler mest ud, kan man godt høre den elementære enkelhed og nerve, der Caper Clowns fineste vare- og vandmærke.

The Buca Bus er en vellykket, alsidig indiepoprockplade, der vidner om, at genren (hvis man da kan kalde indien det!?) lever i bedste velgående – og i Caper Clowns har et hold loyale og passionerede repræsentanter, der ubesværet tager kampen op med de bedste udenlandske repræsentanter. Ja, The Buca Bus aspirerer til en plads på min personlige favoritårsliste, når den snart skal skrives. Hermed varmt anbefalet.

Caper Clowns. The Buca Bus. Gateway. Er udkommet.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

540 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62