Dylans tavshed
16. oktober 2016Dagbladet The Independent bruger en hel artikel på det forhold, at Bob Dylan har reageret på sin Nobel-pris-tildeling med larmende tavshed. Den ‘sande Dylan-måde’ kalder avisen det. Og noget er der om snakken. Det fik mig til at tænke over Tod Haynes film I’m not there, der blev vist på DRK i går aftes. I filmen, der er ‘inspireret af Bob Dylans sange og hans mange liv’, som der står i forteksterne, ser man en ung udgave af Dylan (fremstillet af diverse skuespillere), der står frem og siger noget i retning af: “En sang kan stå på to ben”. Sagt på en anden måde: Sangen – sangene – har deres eget liv. Og de skal forstås og opleves som sådan. Ikke som sange, bag hvilke der gemmer sig en uudgrundelig person (Robert Zimmerman/Bob Dylan), men netop som selvstændige værker, der skal læse og forstå som sådan. Og det slog mig, at Haynes film er et smukt bud på en holdbar forståelse af fænomenet Bob Dylan, der nu har fået Nobelprisen. Vi forstår først og kun storheden i hans kunst, hvis vi “glemmer” manden bag sangene og holder os til de sange, han har givet os og fortsat giver os. Haynes film har mere at sige os end mangen en tyk bog, der svælger i mandens private liv. – Og Dylans aktuelle tavshed understreger lige netop dette synspunkt.
18. oktober 2016 kl. 21:01
MÃ¥ske er det en and men the guardian skriver, at han siger nej:
https://theguard1an.com/breaking-news-bob-dylan-rejects-nobel-laureates-accolade/
18. oktober 2016 kl. 21:20
Glem det Рopdagede lige at det er en fup side Рs̴ pludselig 1-tallet i linket
19. oktober 2016 kl. 16:41
@Helge Jørgensen: SÃ¥dan gÃ¥r det pÃ¥ nettet. Det seneste jeg har læst – i dag – er, at Dylan (gen)udgiver sine sangtekster i næste mÃ¥ned og at hans Nobeludnævnelse bliver nævnt i den forbindelse. Jeg tror personligt, at han nok skal modtage prisen osv., men hans grundliggende holdning er uforandret. Det er sangene, der tæller – ikke manden selv.